Lidt om intervaller og orange løbebaner

“Jeg overvejer igen om det virkelig er idag jeg behøver at gøre det her. Egentlig er det spild af tid, for jeg kender svaret. Det er idag! “Tag dig sammen og få tøjet på” tænker jeg og kort efter står jeg nede på fortovet. Der er omkring to kilometer op til Skovdalens Atletikstadion og jeg begynder at jogge stille afsted. Selvom det er årets første forårsmåned har vinteren ikke sluppet sit tag endnu og de stynede piletræer på Kong Christians Allé ser sorte og golde ud. Jeg drejer ad Hobrovej og kan nu se den orange løbebane, hvor jeg om få minutter skal dø en lille smule, men ende med at føle mig uovervindelig. Det er den ugentlige test af min viljestyrke og karakter og fandme om det bliver idag jeg dumper!”

Sol i ansigtet ved fjorden!

Sol i ansigtet ved fjorden!

Jeg elsker og hader intervalløb. Faktisk hader jeg det ikke, men jeg er full-blown tryghedsnarkoman og intervalløb bringer mig i den grad udenfor min komfortzone i forhold til at løbe. Både fysisk men i særdeleshed også mentalt. Tanken om at skulle løbe en tur på 20 km. er langt nemmere at overskue end at skulle løbe 8 x 800 m. på løbebanen. Samtidig elsker jeg det også. Følelsen af, at nærme sig sine fysiske grænser er naturligvis hård og udmattende. Samtidig er det også lidt en rus imens det står på og især bagefter, hvor jeg kan føle mig som verdens største bad-ass uden at det nogen som helst måde er berettiget!

Jeg har haft en pause fra intervalløbet i næste 4 måneder. Jeg stoppede, da jeg under marathon-træningen i april begyndte at døje med skinnebensbetændelse. Efter jeg begyndte på halvmarathon-programmet fra “Løb som Eliten” af Hechmann, har jeg med vilje fravalgt træningspassene med intervaller de første uger. Grunden til dette er, at jeg vurderede, at det ville være en for hård belastning både at øge mit samlede antal kilometer pr. uge med den ekstra belastning det ville være at løbe intervaller. Efter 4 ugers rolig optrapning kan jeg ikke udskyde det længere – og jeg vil heller ikke! For selvom jeg ved, at jeg kommer til at dø en lille smule igen på tirsdag, når jeg rammer atletikstadion, så glæder jeg mig også til at mærke rusen igen.

IMG_4447

Brooks GTS Adrenaline 14 #runhappy

Tidligere har jeg trænet intervaller uden noget egentlig mål og derfor blev det også for ustruktureret, usammenhængende og formålsløst! Den ene uge løb jeg 30-20-10 og ugen efter løb jeg 5 x 1000 m. intervaller. Det var dumt og dybest set træning med hovedet under armen, hvor jeg fordoblede risikoen for skader uden at få nogen form for fremgang eller udvikling som løber. Det er slut med at træne hovedløst og uden formål. Hver gang jeg løber vil jeg have et klart overblik over, hvad formålet med turen idag er – udover at formålet med alle ture er at nyde dem! Lige præcis dette hjælper filosofien i Hechmann-metoden mig til! Hver eneste gang jeg snører skoene ved jeg om jeg træner min anaerobe eller aerobe tærskel, min udholdenhed eller jeg restituerer. Det kan jeg godt lide. Jeg elsker, når der er struktur på tingene – man er vel tryghedsnarkoman!

Intervallerne er en vigtig del af Hechmann-metoden og 2 ud af de 7 muligt træningspas pr. uge indeholder deciderede intervaller. Det primære formål med intervaltræningen er at forbedre konditionen, at den maksimale iltoptagelse – også kendt som VO2-max. For at gøre dette bedst muligt, er man nødt til at belaste de ilttransporterende organer mest muligt og i længst mulig tid. Dette gøres ved, at træne tæt ved ens maksimale puls. Det er de færreste løbere, der kan træne med så høj intensitet i ret lang tid ad gangen, så derfor deles den ind i intervaller. Selvom Hechmann-metodens primære fokus er på at forbedre ens udholdenhed, da den har et helt andet potentiale end udelukkende at fokusere på at forbedre ens kondition, bliver man ikke en hurtig langdistance-løber ved udelukkende at træne ved lav intensitet og derved forbedre ens udholdenhed. En god udholdenhed kræver stadig en god kondition, da ens krop ellers ikke kan levere ilt nok til den meget iltkrævende fedtforbrænding i musklerne.

Skovdalens Atletikstadion

Skovdalens Atletikstadion

Derudover har jeg også fået et helt andet forhold til at løbe intervaller efter jeg er startet på Hechmann-metoden. Selvom jeg var ved at overveje at sælge bogen, da jeg slog op på en tilfældig side og så et træningspas med 6 x 1500 m. intervaller, fandt jeg ud af, at nok kan intervallerne være lange, men samtidig foregår de også i et tempo, hvor jeg er presset, men dog bliver sparet for de opkast-fornemmelser og blodsmag i munden jeg tidligere har oplevet. Jeg løber mine intervaller i et pace omkring 4.20 – 4.35. Det er hårdt og banker pulsen helt i vejret, men det er ikke all-out! Det er overskueligt. I foråret begyndte jeg at løbe mine intervaller på løbebanen på Skovdalens Atletikstadion. Det er siden hen blevet det absolut foretrukne sted at løbe disse pas, da det også hjælper til at gøre det mere overskueligt. Det er udelukkende mentalt, men på en eller anden måde virker 3 omgange på den orange bane ikke så langt som 1200 meter. Det er snyd, men det hjælper til at breake det op i hovedet og gøre det håndgribeligt – og det fungerer godt for mig!

På tirsdag løber jeg igen op til løbebanen i Skovdalen med en forventning om at dø en lille smule undervejs og til sidst føle mig ret sej! Jeg ved, at det kommer til at kræve en dyb indånding inden jeg starter mit Garmin ur, men jeg ved også, at det bliver det hele værd! Målet er at blive en god løber. Målet er at blive en hurtigere løber. Målet er at blive en lettere løber. Målet er at blive den bedste version af mig selv! Så de intervaller skal bare ædes!

Like my page on Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *