Lidt om den der helt specielle løbetur

“Jeg ved ikke rigtig hvad jeg laver. Jeg har aldrig været tilhænger af at strække ud inden jeg løber og alligevel står jeg her og ligner en klap-hat og laver verdenshistoriens dårligste strækkeøvelser. Jeg er nervøs! Egentlig burde jeg være nervøs fordi, det er første gang jeg skal løbe så langt, som planen er idag – nemlig 25 km. Men det har INTET med et at gøre! Jeg står nemlig bare og tripper og venter på hende. Jeg har aldrig mødt hende men føler alligevel jeg kender alt ved hende! Da hun skrev i morges, at hun cyklede med på løbeturen nåede jeg først at blive glad og derefter tænkt jeg “pis”! Det her bliver den mærkeligste første date nogensinde.”

Jeg var ved at være et godt stykke henne i min forberedelser til Copenhagen Marathon 2014. Jeg følte, at hvert træningspas sendte mig ud på uprøvet territorie og netop af den grund skulle man måske tro, at lidt selskab på en af de længste løbeture inden marathon, ville være en velkommen distraktion. Det var slet ikke tilfældet – tværtimod! Det fik derimod min nervøsitet til at stige til hidtil uanede højder og jeg nåede at fortryde masser af gange, at jeg havde nævnt for hende at jeg skulle løbe idag.

Men jeg kunne også mærke, at nervøsiteten ikke var alene. Sammen med den kunne jeg også mærke den spændingpg betagethed, der var taget til i kroppen siden jeg lærte hende at kende… Men altså! Det føltes på en måde som make eller break at skulle møde en pige for første gang iført stramme, sorte kompressionstights! Men der var ingen vej tilbage nu! Jeg kigger lige på mit ur endnu engang uden at vide hvorfor og så ser jeg hende! Hun kommer cyklende rundt om hjørnet og vinker med så store bevægelser, at cyklen slår et lille sving ud på kørebanen. Jeg råber hej og tænker “be cool, be cool!” Vi giver hinanden et kram og så begynder hun bare at snakke! Faktisk en hel del og det passer mig perfekt for jeg regner ikke med at være super snakkesalig, når først jeg runder de 20 km.

Vi cykler og løber op mod Annebergvej og jeg når først lige at registrere, at indholdet min nye væskerygsæk plasker højlydt rundt og så indprenter jeg lige mig selv, at nu holder jeg mig til planen selvom omstændighederne er lidt anderledes! På vej op af Kong Christians Allé snakker vi om hendes lyserøde Asics Gel Cumulus og at hun selv løber. Min første tanke var, at det var en smule useriøst, at hun brugte dem til andet end løb, men hun redder den, da hun fortæller at hun har fået lavet en løbestilsanalyse i den lokale løbeshop. Da jeg runder 2 km. kan jeg se, at jeg løber alt for hurtigt! Jeg skælder mig selv lidt ud og minder mig selv om, at idag godt kunne blive både første og sidste gang jeg ser hende, hvis jeg går sukkerkold og besvimer halvvejs pga. et for hårdt udlæg, så jeg sætter tempoet lidt ned.

Benene er gode og der er også overskud til at snakke. Selvom jeg allerede har skrevet en masse med hende og snakket i telefon flere gange, er det alligevel fedt at snakke rigtigt sammen og det virker bare naturligt. Det virker bare rigtigt! Jeg virker total overskudsagtig, da jeg omkring 6 km. spørger ind til hendes tysk-studie og hendes fremtidig studieplaner. Selvom det stadig kun er marts er vejret usædvanligt godt og solen varmer imens vi stille og roligt bevæger os ud af Aalborg. Engang imellem cykler hun lidt i forvejen og det passer perfekt. Både fordi jeg synes, at det er skønt og befriende at der kan eksistere tavshed imellem to personer, uden at føle at den bliver pinlig men også fordi jeg ikke rigtig kan finde ud af, hvordan jeg drikker af min væskerygsæk. Det lykkes mig til sidst at finde ud af og jeg får også lige kastet en gel i maven og så er vi næsten i Frejlev imens jeg samtidig ligger mærke til, at hun cykler overraskende usikkert og et par gange er ved at cykle af den ellers brede cykelsti.

Vi snakker om den fantastisk udsigt, der er her ud over Limfjorden! Hun fortæller, at hun engang imellem får ondt i lægmusklerne, når hun løber og spørger mig om jeg ved hvad det kan være. Naturligvis har jeg ingen anelse, men det siger jeg selvfølgelig ikke! Jeg foreslår, at det kan være de forholdsvis nye sko og når også at reklamere for mine kompressionsstrømper uden at ane om det var en god ide! Turen går forbi St. Restrup Herregård og videre mod Nørholmsvej imens hun fortæller om dengang hun arbejdede som postbud og ved et uheld kørte en kat over. Imens snakker jeg om mit arbejde og forsøger at lave en sammenhængende sætning om inklusion og pædagogik imens pulsen stille og roligt runder 160 bpm.

Lige midt i skoven på vejen mod Restrup Enge ved jeg det pludselig, da solen står højt på en skyfri himmel og hun cykler stille ti meter foran mig. Hende skal jeg møde igen! Selvom hele scenariet føltes helt absurd og alt for mærkeligt er det samtidig bare helt rigtigt og kunne slet ikke være på andre måder. Hun er igen ved at cykle ud i rabatten og pludselig er vi ved at være i Aalborg igen. Vi drejer ad grusvejen langs fjorden og hun fortæller begejstret, at hun aldrig har været her før! Jeg er naturligvis cool og fortæller, at jeg løber her flere gange om ugen inden jeg kaster mig ud i en lidt for lang fortælling om rensningsanlægget, som vi passerer.

Et par øjeblikke senere drejer vi igen ned af Schleppegrellsgade og så er turen slut. Jeg stopper uret og konstaterer tilfreds, at det viser 24,5 km. med et fornuftigt tempo, så det er helt perfekt. Jeg klarede dagens vigtigste mål – ikke at løbe 25 km., men at løbe 25 km. og samtidig ligne en, der aldrig laver andet! Jeg inviterer hende med op til en kold cola og jeg ånder lettet op, da hun høfligt afslår mit flotte tilbud. Hun havde heldigvis klarsyn nok til ikke at gøre hele situationen mere underlig. Vi giver hinanden en kram og da jeg låser døren op glæder jeg mig virkelig til en stor portion mad og en kold cola imens jeg skal se VM i halvmarathon. Jeg træder ind af døren, ser mig selv i spejlet og konstaterer, at jeg har en kæmpe snotklat i skægget, som tydeligvis også sad der, da jeg krammede hende og sagde farvel og så tænker jeg igen “pis”!

Imens jeg skriver dette indlæg på min ipad går hun ude i køkkenets og laver lækre aftensmad. Den smukke dag i marts var første gang jeg så hende og det blev ikke sidste gang jeg så hende – tværtimod!

1 thought on “Lidt om den der helt specielle løbetur

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *