Lidt om smoothies, Folkeklubben og dild, der smager af barndom

“Der er nogle helt bestemte numre, der passer perfekt til madlavning. Idag er det Folkeklubben, der med deres vedkommende folk-pop leverer soundtracket til aftensmaden. Musikken rammer lige der, hvor nostalgien møder samfundsrealisme med et strejf af udkants-Danmark. Jeg knækker hele toppen af dilden af og hakker det fint. Alt bliver hakket fint i små, sirlige stykker præcis som jeg bedst kan lide det. Vi var egentlig blevet enige om, at der ikke skulle så meget dild i maden idag, men det glemmer jeg helt med vilje. Både fordi farven lige fuldender det hele og fordi dild smager af dengang man var barn.”

Lysten til mad er aldrig forsvundet… Heldigvis! Problemet har aldrig været, at jeg elsker mad, men derimod at der ikke var nogen balance i min tilgang til at spise og at jeg aldrig rigtig tog ansvar for det jeg spiste – forstået på den måde, at jeg godt vidste, at jeg spiste usundt. Jeg var ikke i tvivl om, hvorfor jeg vejede for meget. Balancen er jeg hver dag opmærksom på at finde. Det er ikke en kamp, men det kræver ansvar og ethvert valg har en konsekvens. Jeg er ikke på kur, selvom jeg skal tabe mig. Jeg spiser bare anderledes end jeg gjorde for nogle år siden. Men jeg elsker stadig en snasket pizza eller en stor is og spiser det også engang imellem. Men som sagt er der en konsekvens ved hvert eneste valg jeg træffer og det forsøger jeg at være bevidst om hele tiden.

IMG_3101

Rødbedesmoothie

Grundlæggende skal det være sjovt. Sjovt at lave mad og sjovt at spise mad. Misforstå mig ikke… Der er ikke en gourmet-kok gemt i mig og på en dårlig dag kan jeg godt have en smule svært ved at dufte forskel på oregano og basilikum! Derfor er det heller ikke altid det lykkes at opnå det resultat jeg sigtede efter, men hver gang gør jeg mig nogle erfaringer, som jeg kan bygge videre på. Jeg har nogle faste ting jeg spiser de fleste dage, typisk på hverdage. Det kan lyde urimeligt kedeligt, men fordi det er nemt at variere føler jeg ikke, at jeg kommer til at gentage mig og vigtigst af alt… Den fungerer for mig og det tror jeg er det vigtigste ift. at ændre kostvaner eller livsstil.

Til morgenmad laver jeg rigtig tit en smoothie. Jeg er ikke specielt sulten om morgenen og med mindre jeg har været tidligt oppe og løbe, passer det perfekt med en smoothie. Den er oftest baseret på rødbede, spinat eller soyabønner, frosne bær og måske en banan, skyr, en smule multisød og så 2-3 dl. vand. Det skal blendes godt igennem for at den ikke bliver for trevlet på grund af rødbeden, men det smager perfekt og så en rødbeden jo enhver løbers ven på grund af det høje indhold af nitrat.

IMG_4354.PNG

“Kold grød”

Til frokost har jeg næsten altid en skål med kold grød med på arbejde. Jeg ville ønske, at det var mig, der havde opfundet dette fænomen, men denne ære må tilfalde min gode ven Henrik, som har opfundet dette. Det lyder muligvis ikke så lækkert og det fremkalder ofte en blanding af undrer, mistro og slet skjult latter fra mine kolleger, når jeg spiser min madpakke, men jeg er ligeglad. Det er super lækkert og kan, ligesom smoothien, varieres i en uendelighed. Jeg starter med at lave en portion havregrød af 1 dl. havregryn. Den røres rammen med lidt skyr og man kan eventuelt også tilsætte en scoop af proteinpulver. Jeg er blevet super glad for at bruge lakridspulveret, som jeg fik af Energilageret. Det giver en god, blød smag af lakrids som passer godt til det meste fyld der puttes i. Derudover laver jeg den oftest med enten frosne jordbær, hindbær og blåbær, som røres i. Jeg har også lavet den med revet gulerod, en scoop vanille-proteinpulver, kanel, citronsaft og revet citronskal. Så får grøden den mest fantastiske smag af gulerodskage, som jeg elsker. Ellers kan man også lave grøde med revet rødbede og æble, som også smager skønt. Uanset hvilken variant jeg vælger skal det hele røres sammen og så i køleskabet i nogle timer så det er godt koldt.

Aftensmaden vil jeg ikke skrive så meget om, da det ofte varierer hvad jeg spiser her. De absolutte favoritter er dog broccoli cheese tops (som jeg dog laver uden ost og med Husk i stedet for rugbrød) og så wraps med kylling og masser af grøntsager. Grunden til at jeg ikke skriver så meget om min aftensmad er også, at det ikke er her min store udfordring ligger. Den ligger nemlig 1-2 timer efter jeg har spist aftensmad. Måske er det resterne af en dårlig vane med at spise i løbet af aftenen. Måske er det bare mig, der elsker mad! Jeg får  ihvertfald mange aftener lyst til en late night snack og så handler det jo om at blive kreativ ift. at finde et sundt alternativ til de traditionelle snacks. Der er to, som jeg er helt vild med. De er begge super lette at lave. Den ene er skyr-is. Det er klart den letteste af de to og smager fantastisk! Skyr og frosne bær smider i food processoren og kører sammen med en smule mælk til det får en softice-lignende konsistens. Tilsæt eventuelt en smule multi-sød og så er det bare at nyde det. Den anden er banan-pandekager, som er inspireret af Lykke fra Instagram. Tag en banan, 1 dl. havregryn, 1 dl. skyr, en smule kardemomme, lidt multi-sød og blend det hele sammen til en dej. Steg pandekagerne på panden i kokosolie og top dem med lidt sirup fra Walden Farms.

Selvom meget har forandet sig ift. mine spisevaner elsker jeg stadig mad… også den usunde mad! Men det handler stadig om balance og den er jeg blevet bedre til at finde. Det er ikke juice-kur eller LCHF, men det virker for mig. Jeg er på rette vej og for mit vedkommende er det minus 22 kilo and still counting!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *