Lidt om at være på vej og bare være

“Nogle gange bebrejder jeg mig selv, at jeg er så let at skubbe til. Faktisk passer det ikke… Det er ikke kun “nogle gange” men derimod “ret ofte”! Samtidig med at jeg finder utrolig megen motivation og forventning i at være vej mod de mål jeg har sat for mig selv, forsøger jeg også at finde en måde at være til stede lige nu. At være til stede i et liv, hvor det at være på vej også kan føles som ikke at have nået sine mål. Jeg ved jo godt, at når jeg indfrier de mål jeg har sat for mig selv, tager nogle nye mål over. Jeg har slet ikke lyst til at nå et endelig mål. Men balancen imellem motivation og energi ved at være på vej og så bare følelsen af, at stå med en håndfuld uindfriede mål er hårfin. Tvivlen og usikkerheden er uomgængelig og jeg øver mig hver dag i være til stede i denne proces.”

Udsigt over Limfjorden

Udsigt over Limfjorden

Da jeg snørede løbeskoene første gang var målet klart. Jeg ville gerne kunne løbe 5 km. Der var ikke noget krav om tid, men blot at det skulle overståes med et rimeligt overskud og at jeg kunne gøre 3-4 gange om ugen. Når jeg kunne det ville jeg være i mål. Jeg var lykkeligt uvidende og naiv ift. hvor denne proces ville tage mig hen. Løb var ikke et mål men blot et middel til at opnå en mere aktiv hverdag og også meget gerne et vægttab. Begge dele lykkedes men på det tidspunkt var der samtidig heller ikke længere nogen vej tilbage – løb var blevet mere end en sur pligt og noget der skulle overståes. Derfor kunne målet heller ikke længere blot være at løbe 5 km. nogle gange om ugen.

Derfor begyndte der at komme nye mål til. Jeg ville gerne forsøge at løbe længere end blot 5 km. og ville også gerne løbe hurtigere end jeg havde gjort hidtil. Det er snart 2 1/2 år siden og i den tid er der blevet sat mange mål. Og efterhånden som de blev indfriet er der blot kommet nye til. Det har været en følelse af hele tiden at være på vej et nyt sted hen. Det er en fed følelse og jeg finder utrolig megen motivation og energi i, at opleve dette. Men samtidig øver jeg mig også rigtig meget i at finde en tilfredsstillelse i at være lige der, hvor jeg er nu. Det lyder stort og eksistentielt, men handler blot om at finde den rigtige balance i livet og i forhold til kampen mod at blive den bedste version af sig selv – på alle måder.

Balancen imellem at fokusere på, at mine næste mål er at løbe under 1.40 på en halvmarathon og at forbedre min marathon-tid næste forår og samtidig være stolt, glad og ikke mindst tilfreds med de mål jeg hidtil har opnået igennem mit løb. Både at jeg har gennemført et marathon, hvilket jeg for nogle år siden anså for både urealistisk og dumt, men samtidig også at løb har givet en masse glæde og overskud i mit liv. Det er også balance imellem at fokusere på, at jeg stadig mangler at tabe mig 8-10 kg og samtidig være stolt, glad og tilfreds for at jeg allerede har tabt mig 22 kg og at jeg på alle tænkelige måder er en sundere udgave af mig selv nu.

IMG_4120

Det er ikke tilfældigt, at jeg netop bruger ordet balance. For det er nemlig sådan jeg ser det. At det handler om at finde balancen imellem at være på vej og være til stede… Eller bare være! Jeg ved, at det hverken vil være godt for mig at fokusere udelukkende på den ene vinkel. Jeg kan ikke altid være på vej og altid kun fokusere på det, jeg mangler at opnå. Samtidig vil det heller ikke være hensigtsmæssig for mig, udelukkende at være tilfreds med det jeg allerede har opnået. Det er, for mit vedkommende, et spørgsmål om at kunne trække på de to modpoler i forskellige situationer. De dage, hvor lysten til at trække i løbetøjet og snøre skoene ikke er specielt stor, er det yderst effektivt at fokusere på, at jeg har et mål. Et mål om at blive hurtigere, lettere, klogere, bedre! De dage virker det som et mentalt spark i røven at minde mig selv om, at jeg er på vej og ikke i mål! At jeg kæmper for at blive den bedste version af mig selv. Samtidig har jeg også grundlæggende brug for at kunne give mig selv lov til at være glad, stolt og tilfreds over de forandringer jeg har skabt i mit liv de sidste par år. Misforstå mig ikke… Det må ikke ende i selvtilfredshed, som er dræbende for min lyst og motivation. Derfor er det heller ikke de dage jeg har lyst til en kæmpe is, at jeg fortæller mig selv, at jeg har gjort det godt og bruger det som et misforstået argument til at spise en is. Men det handler igen om den balance og for at opnå den, er det også vigtigt for mig at kunne erkende, at det er et helt andet ståsted jeg er på vej fra end det var tidligere. At mit udgangspunkt at bevæge mig fra har flyttet sig positivt og at det i sig selv er noget der kan fremkalde stolthed og tilfredshed. Det er, for mig, et nødvendigt udgangspunkt, der er nødvendigt for at kunne acceptere tvivlen og usikkerheden som en omstændighed i mit liv, når jeg føler, at jeg er for let at skubbe til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *