Lidt om at lyve og om at stoppe med det

“Jeg trængte til at få styr på den der vrede! Det syntes jeg ikke selv dengang, og har først bagefter fået øjnene op for det, der må havde været åbenlyst for alle andre. Jeg var sur og i dårligt humør rigtig meget af tiden. Jeg blev frustreret over alt andet, end det der virkelig frustrerede mig. Jeg kunne arbejde mig selv op, så jeg, til sidst, blev så gal, at jeg råbte højt, slog i bordet, sparkede til mine sko eller hamrede køleskabsdøren i, så det raslede. Måske i en naiv forventning om, at de ville opføre sig anderledes. Jeg fik naturligvis intet ud af det – allerhøjest at jeg blev lidt træt. Det var et latterligt skuespil, som jeg spillede for ingen andre end mig selv. Jeg fortrød det altid bagefter og selvom jeg følte at vreden var berettiget, så var det jo en vrede på mig selv”

Vreden og frustration skabte aldrig nogen som helst form for forandring i mit liv. Den blev ikke drivkraften, der skubbede mig i retning af et bedre og anderledes liv. På gode dage var den blot med som blind passager og på dårlige dage skabte den et sort hul, som intet kunne undslippe. Jeg kunne ikke indrømme, at det var sådan tingene forholdte sig. Ikke fordi jeg ikke ville, men fordi jeg i mine allermest “skarpsindige” øjeblikke kunne overbevise mig selv om, at frustrationen måtte skyldes, at jeg havde gennemskuet hele den her verden. At jeg havde svaret på alt og kunne gøre mig til dommer over hvordan andre mennesker skulle leve deres liv. En temmelig patetisk tanke, når jeg tager i betragtning, at jeg havde mere end svært ved at leve mit eget liv! Det har jeg stadigvæk og det var først da jeg tog denne usikkerhed på mig som et vilkår og accepterede den, at JEG begyndte at finde ud af, hvad der fungerer for MIG. Jeg kan ikke fortælle andre, hvilken vej de skal gå. Jeg deler hellere end gerne ud af de erfaringer som jeg har gjort mig i mit liv og kan de inspirere og motivere andre er jeg taknemmelig. Men jeg bilder mig ikke længere ind, at jeg har et universelt svar på livets mange spørgsmål. Den form for selvtilfredshed har jeg oplevet og den vil jeg ikke ende i igen.

Billeder fra løbetur

Glimt af blå himmel over Limfjorden

Frustrationen kom mest af alt af, at jeg brugte meget tid på at pynte den situation jeg stod i. En situation, der mest af alt var kendetegnet af en endeløs række af forkerte valg. Jeg vidste, at valgene var forkerte, men havde ikke den fornødne indsigt eller overskud til at forandre situationen. Sikkert var det dog, at jeg skammede mig over det og følte, at jeg var nødt til at skjule de triste kendsgerninger fra omverdenen. Så jeg løj! Jeg gav udtryk for alle de rette holdninger men kunne ikke efterleve en eneste af dem! “Nej, jeg får også kun junk food engang imellem!”, “Jeg kan også godt lide at løbe en tur engang imellem og tømme hovedet!” og “Jeg kan godt lide at spille, men bruger ikke så meget tid på det – der er så meget andetder er vigtigere!”. Lyder det ikke rigtigt? Og nemt? Jeg var virkelig god til at lyde overbevisende, når jeg indtog disse holdninger men det var en kæmpe bedrag. Kun en af disse ting var rigtige og det var, at der faktisk var mange andre ting, der var vigtigere end at sidde og spille Xbox. Ellers spiste jeg gerne junk food flere gange om ugen. Jeg kunne ikke drømme om at løbe nogen som helst steder og brugte absurd meget tid på at spille på min Xbox.

Marker og grå skyer udenfor Klarup

Marker og grå skyer udenfor Klarup

Jeg var sikker på, at bedraget aldrig ville blive gennemskuet. Samtidig var der næsten ikke noget jeg ønskede højere end det – nemlig at blive afsløret som den gemene løgner jeg var. Det var først da jeg blev ramt af de konsekvenser, som alle valg jo har og stod midt i stormvejret, at jeg var i stand til at skabe en forandring. På en måde den gennemførte kliche som når man hører om folk, der med ryggen mod muren ændrer deres levemåde fundamentalt. Måske er det bare sådan det er for nogle? Selvom jeg er stolt af de ændringer jeg har formået at skabe, kan jeg stadig blive i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet er blevet bedre til at leve mit liv. Jeg har ihvertfald lært, at usikkerhed er en del af mig og at det at forholde sig til mit liv og stille spørgsmål ved det er et livsvilkår for mig. At det er igennem tvivlen og usikkerheden, at jeg forandrer mig.

I sidste ende blev hele mit store bedrag afsløret! Det var mig selv, der gjorde det. Det var mig, der i sidste ende sagde det højt og fortalte, at mit liv var et rod. Derfor er denne blog også en fortsat del af denne proces. Både at fortælle andre om den proces jeg er igang med og håbe, at noget i denne historie kan være brugbart for andre men også for at holde mig selv fast på, at selvom rejsen forhåbentlig aldrig slutter, så er det slut med at lyve for andre og ikke mindst mig selv. Tingene er som de er og kun ved at kunne indrømme det over for sig selv og andre er det muligt at skabe en forandring. Det tror jeg ihvertfald på og i sidste ende var mit liv sikkert ikke mere rodet end alle andres, men det krævede mod at turde tage usikkerheden og tvivlen på mig og acceptere den som en passager i mit liv.

2 thoughts on “Lidt om at lyve og om at stoppe med det

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *