Lidt om at blive støttet og om nye batterier

“Den ligger lige der, hvor mindet om den kolde krig møder en endeløs række af farverige turistboder. Unter den Linden er måske mit absolutte favoritsted i Berlin. Elsker gåturen op af Friedrichstraße og op på den store allé. Her drejer jeg til venstre og går under lindetræerne forbi kebab-stande og andre turister på bænkene. Jeg passerer det legendariske Hotel Adlon, hvor alle de udenlandske diplomater boede, da dette sted var hjertet i Østberlin. Jeg kigger ligefrem og ser Brandenburger Tor rejse sig foran mig. Solen bryder skydækket og reflekteres i englen på toppen af dette monument. Luften er lun og hele pladsen er fuld af liv. Alt er godt!”

IMG_4023

Efter 6 dages ferie i Berlin er det igen blevet tid til et nyt indlæg på bloggen. Turen til den tyske hovedstad var ren afslapning og ikke engang løbeskoene fik lov til at komme med. Nu er jeg hjemme igen og selvom ferien ikke er slut endnu er der igen fokus på den mission, som er hele fundamentet i denne blog: Mit løberliv og min kamp mod de kilo, som ikke pynter på min krop, når jeg ser mig i spejlet og som skal slæbes rundt som ekstra bagage på hver eneste løbetur. Selvom der er blevet gået mange kilometer i Berlin er der også blevet indtaget nogle ekstra kalorier ift. min hverdag og jeg havde på forhånd besluttet mig for at hoppe på vægten her til morgen. Jeg ved ikke, om det var tilfældigt eller jeg skal tage det som et varsel, men der var ikke mere strøm på vægten og den fortalte pænt, at det var tid til at købe et nyt batteri! Så hvad den præcis står på pt. ved jeg først i morgen eller mandag men sådan er det. Egentlig forandrer det heller ikke noget. Målet er stadig at veje under 90 kg. når starten går til halvmarathon i Skagen, som jeg tidligere har skrevet om.

IMG_4033

Derudover skal der nu skrues op for kilometrene i løbeskoene. Skinnebensbetændelsen er væk og kommer forhåbentlig ikke igen og for at det ikke sker har jeg taget et hemmeligt våben i brug. Faktisk er det ikke hemmeligt men forhåbentlig meget effektiv. Jeg har nemlig idag hentet min infrarøde lampe, hvis lys gerne skulle behandle mine ømme muskler og forebygge eventuelle skader. Jeg har afprøvet den idag i ca. 20 minutter, hvor jeg flyttede den lidt rundt så den fik varmet forskellige steder på begge ben. Det er endnu for tidligt at sige, hvad effekten er, men taget i betragtning af, at jeg løb en tempotur her til morgen (og første tur i en uge!) er der hverken ømme muskler eller tegn på smerter i skinnebenet. Det egentlig prøve skal dog nok komme i løbet af den næste tid, hvor der, i kraft af det øgede kilometer-antal, vil være en øget belastning på mine ben og jeg glæder mig til at prøve den flere gange og kommer selvfølgelig til at skrive meget mere om den. Men til en pris på 350 kr. inklusiv forsendelse fra England er det en overskuelig investering.

Jeg skrev i et tidligere indlæg om, at jeg var på udkig efter nye løbesko, nærmere bestemt et par Brooks Pure Cadence 4. Skoene har et mindre hældrop og vil kunne være medvirkende til at jeg ikke lander så meget på hælen men mere midt på foden. Noget som jeg i forvejen har haft fokus på, når jeg løber og til dels også er lykkedes med. Jeg sad med skoene på i en sportsbutik i Berlin, men desværre havde de ikke min størrelse, så nu er jagten gået ind på at finde dem billigt på nettet.

IMG_4031

I det sidste indlæg jeg skrev, nævnte jeg, at jeg havde et par spændende tiltag i støbeskeen og jeg kan nu løfte sløret for et af dem. Jeg har været så heldig og priviligeret, at Energilageret.dk har valgt at støtte mig, og den mission jeg er på, med produkter, som har relation til min træning. Energilageret fører et kæmpe udvalg af protein- og energiprodukter og har specifikt fokus på løb, cykling, triathlon, fitness og outdoor – klik selv ind og tjek det ud. Jeg har idag modtaget min første pakke fra dem og den blev med spænding pakket ud. Udover en super lækker Hoodie fra Craft var der også tre pakker proteinpulver. En med Juicy Watermelon, en med lakrids sødet med stevia og en med almindelig lakrids. Jeg har allerede taget trøjen i brug og har også lavet den første Shake, hvor valget faldt på lakrids med stevia. I forhold til den med almindelig lakrids synes jeg umiddelbart at den er knap så sød og det passer mig egentlig meget godt. Jeg glæder mig til at prøve de andre af – både i shakes men også i andre ting, som f.eks. protein-fluff, pandekager og ikke mindst min kolde grød.

Jeg er enormt taknemmelig og ydmyg overfor, at Energilageret.dk har valgt at støtte mig i mine bestræbelser på at blive den bedste version af mig selv. Jeg har mange gange benyttet mig af deres produkter og at de har tiltro til mig og det projekt jeg har gang i er et kæmpe skulderklap og skærper bare motivationen endnu mere. Selvom der i sidste ende kun er en person, der er ansvarlig for at skabe forandring i mit liv, nemlig mig selv, er det alligevel uvurderligt at få støtte fra en masse mennesker og dette er jeg meget bevidst om. Jeg vil lave et faneblad på forsiden af bloggen, hvor det vil fremgå, hvilke firmaer jeg modtaget støtte fra samt et link, så man har mulighed for at klikke sig ind og kigge nærmere på det.

I dag er dagen startet ud med en lækker smoothie inden dagen skal fordrives med masser af god musik til Grøn Koncert i Nørresundby! Jeg krydser fingre for godt vejr og ellers er jeg bare fuld af forventning over igen at skulle ud på nogle længere løbeture og tilbringe tiden med noget jeg bare elsker at lave – nemlig at løbe!

2 thoughts on “Lidt om at blive støttet og om nye batterier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *