Lidt om lyseblåt vand og om at blive droppet

“Jeg står i vandet til livet. Det er helt klart og jeg kan se mine fødder stå på den bløde, hvide bund! Jeg holder vejret, lader mig falde en smule bagover og giver slip på mig selv. Det kolde vand omslutter mig. Det er koldere end jeg troede, men det er fantastisk! Det føles næsten som at gennemgå en renselse eller en lutring, som det hedder med et bibelsk udtryk. Det er som om kroppen får nyt liv! Jeg dykker ned og får hovedet under vandet. Engang gravede de efter kridtslam her, men lige nu er det bare mit!”

IMG_3413

Nordens Kridtgrav eller bare Kridtgraven

Nordens Kridtgrav ligger på en måde lidt gemt væk lige midt imellem Hasseris og Mølholm i Aalborg. Når man løber ud ad Annebergstien og drejer til venstre ad grusstien er det umiddelbart svært at se, hvad der gemmer sig bag de høje træer, men når man kommer rundt i svinget åbner den sig op for en og man kan virkelig fornemme det særlige ved dette sted. De stejle skrænter, der 20 meter oppe rummer nogle af de store villaer i Hasseris, falder næsten lodret nogle steder ned mod vandet med den næsten eventyr-agtige lyseblå farve.

Jeg kan stadig huske min første tur i vandet hernede for mange år siden. Selvom jeg selv synes jeg er en ganske habil svømmer, var jeg stadig fyldt med en smule spænding og nervøsitet over at svømme ud og se den lyseblå farve blive mørkere og mørkere og vide, at der under en var 9-10 meter iskoldt vand. Jeg har efterhånden badet hernede et utal af gange men har endnu til gode at udføre den lille og lokale manddomsprøve med at svømme tværs over Kridtgraven. Det skal naturligvis gøres engang, men stedet fylder mig stadig med en ydmyghed. Det er som en lille tidslomme fra en svunden tid i Aalborg. Et sted fyldt med nostalgi!

Igår løb jeg derned. I min rygsæk var der et håndklæde og mine dykkerbriller. Jeg smed sko og strømper dernede, tog min blå singlet fra Nike af og så ud i vandet med mine løbetights på. Selvom der kun er små 2 kilometers løb derned, var jeg allerede varm og svedig pga. den kvælende juli-varme og det kølige vand var præcis, hvad kroppen havde brug for. Lå og flød i vandet i en halv time. Svømmede lidt frem og tilbage og fik testet mit Garmin-ur i vand. Skiftede lidt imellem at massere mine ben under vandet og ellers bare ligge fladt og kigge op på den blå og skyfri himmel. Til sidst gik jeg op, tørrede mig og løb hjem igen. Det hele tog en times tid. Jeg snakkede ikke med nogen. Selvom der var masser af mennesker nede ved Kridtgraven, er det et fantastisk sted, når man bare gerne vil føle sig lidt alene.

Ellers går jeg med en klar forventning om, at jeg i den nærmeste fremtid vil blive droppet! Det lyder alvorligt, men det er langt fra tilfældet – tværtimod! Det drejer sig om noget så banalt som hældroppet på mine løbesko. Jeg løber i øjeblikket i et par Brooks Adrenaline med et hældrop på 11 mm. Kort fortalt kan man forklare hældrop på et par løbesko ved, at hvis din hæl i et par løbesko har 30 mm ned til jorden, og forfoden har 20 mm ned til jorden, snakker vi om et 10 mm drop. Jo større et hældrop et par løbesko har, desto større chance vil der være for at lande på hælen. Jeg har forsøgt at ændre min løbestil så jeg i højere grad lander på midtfoden fremfor hælen. Både for at blive en mere økonomisk løber, men samtidig også for at mindske chancen for skader.

IMG_3486

Kærlighed til Nike-sko

Jeg var igår inde i et par lokale løbebutikker for at kigge på sko. Jeg gik derind og var sikker på jeg skulle have et par Nike løbesko. Hvorfor? Fordi de er seje og jeg elsker Nike sko! Da jeg kom ud var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle have et par sko med et mindre hældrop. Den yderst kompetente ekspedient fortalte, at et skift til denne type sko og en mere minimalistisk løbestil ville nedsætte risikoen for f.eks. skinnebensbetændelse utrolig meget og efter et par måneders bøvl med netop dette er det en gulerod, der er til at tage og føle på. Jeg prøvede et par Brooks Pure Cadence med 4 mm. hældrop. De er lavet til løbere med tendens til pronation og selvom de vejer næsten 60 g. mindre end mine nuværende løbesko var de virkelig lækre og komfortable at have på. Jeg har i forvejen haft tre par løbesko fra Brooks, som jeg har været meget glad for, så tanken og at fortsætte med dette mærke tiltaler mig meget.

IMG_3465

Brooks Pure Cadence 4

Jeg er ikke endelig afklaret endnu ift. hvilke sko jeg skal vælge. Skal jeg hoppe direkte fra en sko med 11 mm. drop til 4 mm. drop og risikere et øget træk på mine achillesener eller skal jeg først vælge en sko med et drop på f.eks. 8 mm. så kroppen kan vænne sig til den nye sko. En ting er sikkert: På sigt ender jeg i en sko med mindre hældrop. Om det er lige nu eller om jeg laver en transition-fase med en “mellem-sko” ved jeg ikke endnu. Jeg søger stadig information en masse forskellige steder men vil helt sikkert skrive meget mere om dette i kommende indlæg. Men tanken om at blive droppet er meget rar!

6 thoughts on “Lidt om lyseblåt vand og om at blive droppet

  • Lyder dejligt med den kridtgrav. Den kommer du vist til at bruge en hel masse.
    Ift valg af sko ville jeg (hvis jeg havde let til skader eller betændelse) vælge 2 sko! Først 8mm som du selv skriver og derefter 4mm.
    Det andet lyder som om du går fra 100 i timen direkte ned på en parkering.. For risikabelt tænker jeg.
    2 par sko er da også virkelig nice at have,selvom skaden måske så ender på kontoen 😁
    God søndag Thomas 😎

    • Tak for input Mette! Jeg har ikke taget en endelig beslutning endnu men uanset hvad kommer jeg ikke til at skifte hardcore fra den ene dag til den anden. Så bliver det et skift imellem et par med 4 mm drop og så mine nuværende sko men nu må jeg lige se! Og tusind tak fordi du læser med!

  • Hej.
    Enig med Mette Marie – vær forsigtig når du lægger løbestilen om.
    Vær forberedt på at løbe mindre distancer end du er vant til. Du vil højst sandsynligt kunne mærke at det er en anden belastning, og begynder ømheden at sætte ind, så tag det som et tegn til at skrue lidt ned for løbemængden. 🙂

    /Frank

    • Tak for input Frank og det et mere eller mindre også planen… Nemlig at lave en langsom og fornuftig indkøring hvor jeg kun løber med dem på korte ture så kroppen har mulighed for at vænne sig til den anderledes belastning. Og tusind tak fordi du læser med 🙏🏻

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *