Lidt om at mangle sving og viljestyrke

“Jeg har ondt over det hele synes jeg. Min røv er øm efter så mange timer i sadlen og min nakke gør ondt. Benene er også trætte og jeg kan ikke rigtig abstrahere fra det. Jeg har godt og grundigt ondt af mig selv og giver mig til at tude. Ikke højlydt, men derimod stille og lydløst så min far ikke opdager det. Der er jo stadig mange kilometer til mål endnu!”

Lad mig slå en ting fast med det samme! Dette er IKKE starten på et sent opgør med min far – tværtimod! Det er en stille og indirekte hyldest til en person, der har haft stor betydning for, hvor jeg er idag og en fortælling om viljestyrke i en selv.

Scenen øverst er fra motionscykelløbet Nordjylland Rundt i 1992 og jeg var 14 år gammel. Regnen silede ned. Det var koldt, jeg var gennemblødt og der var stadig 60 km til mål. Fem år senere gentager historien sig. Denne gang i Sydfrankrig i sving nr. 8 på Alpe d’Huez. Vi er nede for at se Touren køre forbi og skal også selv “bestige” denne legendariske stigning. Jeg når 8 sving… Det er 13 for lidt! Det er modbydeligt hårdt og til sidst svinger jeg ind i rabatten og får cyklen ind i bilen. En beslutning, der stadig gør ondt og jeg har lovet mig selv, at en dag cykler jeg hele vejen op og noterer min tid på toppen, som millioner af motionister har gjort før mig!

Historierne er forskellig på den måde, at jeg i 1992 faktisk gennemførte de 242 km. i Nordjylland Rundt (og faktisk som yngste deltager!). Ens for historierne er, at de begge var et udtryk for min tilgang til at cykle og et udtryk for, at jeg dengang havde en mangel på indre viljestyrke, evnen til at bide tænderne sammen og mest af alt, at jeg ikke helt havde fundet ud af, hvorfor jeg egentlig cyklede. Min kærlighed til netop cykling kommer helt sikkert af min fars interesse for dette, som jeg har skrevet om i et tidligere indlæg. Han har i mange år cyklet et hav af motionsløb og været ivrig løber, med flere halvmarathons på cv’et. Han kunne om nogen “æde sig selv” når han cyklede og løb og jeg så meget op til denne egenskab. Jeg havde det dog omvendt. Jeg trænede ikke så seriøst som jeg kunne. Jeg sprang ofte over hvor gærdet var lavest. Jeg var lykkelig, når det regnede for så havde jeg en undskyldning for at blive hjemme og oftest var træningen noget der skulle overståes.

Derfor lå det heller ikke ligefrem i kortene, at jeg skulle gennemføre et marathonløb og jeg anså det selv for urealistisk. Ikke pga. distancen, men fordi det krævede alt det jeg ikke besad – viljestyrke og målrettehed! Det kom ikke på en gang, da jeg begyndte at løbe seriøst… Det var en positiv proces, hvor jeg hele tiden erfarede, at min grænser lå længere væk, end jeg på forhånd havde forestillet mig.Der er ikke noget, der motiverer mere end at opleve grænser blive overskredet og flyttet. Den proces er jeg stadig igang med og i løbet af processen har jeg lært, at jeg besidder en viljestyrke til at arbejde fokuseret og målrettet i forhold til både løb og vægttab og æde mig selv, når der er behov for det. Jeg ved hvorfor jeg løber! Jeg er slet ikke tvivl. Grænserne? Dem har jeg ikke fundet endnu! Men jeg har fundet ud af, at jeg ligner min far mere end jeg troede og det er jeg stolt af!

3 thoughts on “Lidt om at mangle sving og viljestyrke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *