Lidt om at være en smule tyk og meget blind

“Jeg har gjort alt klar. Fundet bestik og ketchup. Colaen er kold og filmen lige startet. Så ringer det på døren….Endelig! Jeg er sindsygt sulten. Det er hårdt at flytte, når man er tyk. Jeg åbner døren og manden udenfor kigger forundret på mig. “Er du ikke flyttet”, spørger han? Pis pis pis…Jeg nikker næsten umærkeligt som svar, tager den varme æske i hånden og lukker hurtigt døren”

Jeg burde nok have lugtet lunten den dag pizza-buddet spurgte, om ikke jeg var flyttet! Det burde have været en øjenåbner, der var til at forstå og som burde have fortalt mig at noget var helt galt… Jeg var nemlig flyttet, men blev en smule flov over, at mit forhold til manden fra Titos Pizza i Aalborg var så tæt, at han også havde bemærket det! Derudover kendte de mig personligt i Gamestop i Aalborg og så er vi ved at være inde ved kernen af to ting i mit liv, der var kørt totalt af sporet! Men når flovheden og skammen giver moralske kvaler er det yderst bekvemt at være en smule blind!

Misforstå mig ikke! Jeg vidste det allerede dengang… altså at der var noget galt! Jeg vidste godt, hvorfor vægten havde stået på den forkerte side af 110 kg i flere år. Jeg var nemlig god til to ting: Spise den forkerte mad (og masser af den!) og til at game på min Xbox! Jeg var på HCHF-kuren med masser af kulhydrater og masser af fedt! Jeg havde en vild gamer-score på Xbox Live og sad ofte til midt om natten og spillede med Henrik. Ikke nok med, at jeg var god til disse to ting så foregik de ofte samtidigt!

IMG_3176

3 år og 20 kilo siden!

Det lyder vanvittigt nu, hvor jeg skriver det og jeg smiler over absurditeten i historierne, men dengang var det praktisk med min selektive blindhed, der kunne skjule realiteterne lidt for mig. Jeg var ikke naiv (synes jeg selv)! Jeg vidste godt, at jeg vejede for meget! Men når jeg kiggede mig på selv i spejlet, syntes jeg ikke det var så slemt og jeg skulle næsten ikke trække maven ind, for at kunne se min diller… må man skrive diller i en blog? Min grundlæggende holdning var, at “så slemt er det jo heller ikke”! Jeg vidste også godt, at jeg brugte masser af tid på at game og så er vi tilbage ved det med at være blind!  Men lad os være ærlige… Jeg var ikke specielt attraktiv. Jeg var ikke specielt sund. Jeg var ikke specielt aktiv. Jeg var overhovedet ikke glad!

Til sidst åbnede øjnene sig! Det var ikke fedt at opdage, at jeg alligevel ikke var blot var en anelse rund, men derimod tyk, uformelig og lignede et ubagt franskbrød. Jeg var muligvis god til at spille på min Xbox, men det var ikke særlig sjovt at opdage at jeg faktisk havde spildt hundredevis af stillesiddende timer foran den med det resultat, at min kondi var så dårlig, at jeg blev forpustet af at gå op af ganske få trappetrin eller snakke i telefon imens jeg gik!

Jeg skriver ikke dette for at få medlidenhed! Jeg var ikke noget stakkels offer! Jeg var den eneste ansvarlige for dette fysiske og psykiske forfald og det var først da jeg endelig indså, at hvis jeg ønskede forandring i mit liv var jeg selv ansvarlig for at skabe den! Ingen andre! Måske er der andre, der kender netop dette. At der havde været masser af tegn, hentydninger og klare indikationer på, at noget var helt galt uden at man fik ændret de omstændigheder i sit liv, der var årsag til dette. At det bagefter, hvor det lykkedes at skabe forandring i sit liv, føltes som om man til sidst stod ved en skillevej, hvor de eneste to muligheder var forandring eller fordærv. Sådan var det for mig! Der er kommet forandring i mit liv.

3 år senere og 20 kilo lettere!

3 år senere og 20 kilo lettere!

Jeg har ændret på nogle omstændigheder i mit liv, som har skabt en masse sundhed, overskud og glæde i mit liv. Jeg har fået masser af støtte undervejs, men jeg har gjort det selv. For mig selv. Helt selv og ved nu, at der i sidste ende ikke er andre, der skaber forandringen i livet end mig selv – og jeg er stadig på vej!

/ Thomas

7 thoughts on “Lidt om at være en smule tyk og meget blind

  • Hvor er du sej…….kæmpe respekt herfra. Ja jeg sidder faktisk med tårer i øjnene, da jeg SÅ tydeligt kan genkende mig selv i det du skriver. Bortset fra at Xbox´en herhjemme var i form af et par strikkepinde og garn. Totalt inaktiv og usund og mega overvægtig. Heldigvis fik jeg også ændret på nogle ting og ville i dag ikke for noget i verden undvære mit nye aktive liv og 45 kg mindre…….kæmper stadig og stædigt videre 🙂

  • Hej Thomas,
    Jeg tager sgu hatten af for dig, hvor er du sej! Fedt at følge med på sidelinien 🙂 Det er jo en hel anden Thomas end den, jeg stiftede bekendtskab med! Alt det bedste fremover, keep up the good work!
    Pernille

    • Hej Pernille! Tusind tak for de flotte ord! Jeg er så taknemmelig for at du og andre har lyst til at læse med og kan “bruge” det jeg skriver til noget! Og ja, en del af mig er nok en anden end den Thomas du kendte her i Gistrup men grundlæggende er jeg stadig den samme person…. Jeg havde bare nogle ting, jeg gerne ville ændre på i mit liv!
      Hilsen Thomas

  • Og det har været helt og aldeles fantastisk at følge på sidelinien! Passionen for løb kommer vi nok aldrig HELT til at dele, men giv mig et par boksehandsker eller kettlebells og jeg skal love dig for, at vi er på samme hold!! Keep it going:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *