Lidt om rastløshed, rødbeder og Rolf Sørensen

Jeg elsker at løbe! Derfor er den pause fra løb, som jeg står midt i også en smule frustrerende! Mest fordi jeg ikke selv har valgt at holde pause, men er blevet “beordret” til det af både min læge og en yderst kompetent fysioterapeut fra Arkadens Fysioterapi. Jeg bliver rastløs fordi hver dag jeg ikke kan komme ud og løbe kommer til at virke spildt, selvom jeg inderst inde godt ved, at det ikke er tilfældet. Årsagen til pausen er simpel… Jeg har skinnebensbetændelse og det vidste jeg egentlig allerede inden jeg tog derind og fik dommen for lidt over en uge siden! Jeg mærkede nemlig allerede lidt smerter og ømhed i mit venstre skinneben for to måneder siden, da træningen frem mod Copenhagen Marathon var på sit højeste. Derfor fik benet ikke den nødvendige ro, som det skulle have haft allerede på det tidspunkt og det betaler jeg prisen for nu. En anden ting, som både min læge og den stadig yderst kompetente fysioterapeut også var enige om. Heldigvis var de trods alt også enige om, at set ikke var et træthedsbrud og det er jeg da glad for, da det havde betyder en længere pause end den jeg umiddelbart kan se frem til nu. Jeg elsker IKKE at spise piller, men er alligevel på en 10-dages antibiotika-kur, som skal slå inflammationen i venstre ben ned. Jeg kan godt lide at cykle så det gør jeg, men kun fordi jeg ikke må løbe. Jeg er super dårlig til at være konsekvent omkring hjemmetræning med fokus på core, men fik pænt at vide, at det på lang sigt ville styrke min muskulatur og forbedre chancen for at undgå denne situation igen.

Lige nu findes der næppe noget jeg er mere interesseret i end det, nemlig at undgå denne situation en anden gang! For selvom det blot er 3 uger siden jeg løb marathon og kroppen har godt af et reduceret løbeprogram og enddog en decideret pause, så er jeg, i de mørkeste øjeblikke (og dem er der ikke så mange af og de varer sjældent mere end 5-10 minutter), ved at få stress over at tænke på, om formen og konditionen er væk, når jeg igen snører mine grønne Brooks løbesko. Men selvom jeg engang imellem kan have ualmindelig ondt af mig selv, har jeg besluttet at denne pause, ufrivillig eller ej, skal bruges bedst muligt og være med til at skabe det bedst mulige udgangspunkt, når jeg igen må løbe. Derfor spiser jeg pænt Ibumetin tre gange om dagen. Derfor cykler jeg på livet løs og derfor laver jeg hjemmeøvelser selvom jeg synes det er gabende kedeligt! Og vigtigst af alt… Jeg blender og spiser ualmindeligt store mængder rødbede, spinat, bønner, frugt og skyr hver morgen for at jeg også er en lettere udgave af mig selv, når jeg skal løbe igen… og rastløsheden over ikke at måtte løbe lever jeg med som vilkår!

IMG_3101

Rødbedesmoothie = morgenmad

Som jeg skrev i mit første indlæg er et af mine store mål at smide minimum 10 kilo inden næste forår i bestræbelserne på både at blive en bedre og hurtigere løber og samtidig forbedre min generelle sundhed. Jeg stod på vægten dagen efter Copenhagen Marathon og den viste 97 kg. Hvis der er en ting der virkelig kan gøre mig indebrændt om morgenen er det at se displayet på vægten vise mere end jeg synes er rimeligt. Underligt, for det har været et vilkår for mig i mange år efterhånden men lige den morgen synes jeg vægten var ualmindelig streng. Jeg ville ønske jeg kunne smide en masse undskyldninger på bordet og fralægge mig ethvert ansvar men jeg behøvede blot at kigge op fra vægten og ind i spejlet for at se synderen! Jeg vidste jo godt, hvorfor vægten viste hvad den gjorde og det har jeg dybest set altid gjort. Selv da jeg vejede mest (eller måske især der) vidste jeg lige præcis hvorfor den viste 115 kg. Det gjorde den jo, fordi træstammer og stillesidende aktivitet, som at game på sin Xbox til kl. 02 om natten ikke er hjørnestenen i en sund livsstil. Derfor vidste jeg også godt hvorfor den stod for højt denne dag og det gjorde den fordi jeg havde slækket for meget på min kost. Mig! Ingen andre! Der var også kun en person der kunne stramme op igen og det var undertegnede!

Der er i den grad blevet strammet op i de sidste tre uger. Ikke ud fra en fanatisk tilgang for det ville jeg aldrig kunne forene mig med, men blot ud fra en tankegang om, at have fokus på hver bid, der kommer ind i munden. Spiser jeg en chokolade-bolle fra Slotsbageren (det gjorde jeg altså i onsdags!) så betyder det at jeg må undvære noget andet eller arbejde ekstra hårdt for at nå mit mål. For i sidste ende koster det at smide 10 kg. Det kræver afsavn men gevinsten er uvurderlig og så er vi tilbage ved rødbederne! Jeg er begyndt at starte dagen med en grøntsagssmoothie hver morgen, så blenderen har fået lov at arbejde for sagen. Rødbeder, gulerødder, spinat, selleri, skyr, frosne bær og frugter bliver hver morgen blendet sønder og sammen. Udfordringen kan være at suge det op gennem sugerøret og at fjerne rødbede-rester fra skægget. Men det virker! Da jeg stillede mig på vægten i morges stod den på 95 kg. Hvis der er en ting, der kan gøre mig ualmindelig glad om morgenen er det en positiv og samarbejdsvilling vægt! Derudover er det også virkelig noget der kan sparke motivationen på overdrev og give lyst til at fortsætte! Mentalt har jeg, på samme måde som når jeg løber marathon, forsøgt at bryde det ned i mindre delmål. Derfor vil jeg gerne tabe mig 2 kg mere inden sommerferien (som starter om to uger) og næste mål er at veje under 90 kg, når jeg skal løbe halvmarathon i Skagen den første weekend i oktober. Her er målet nemlig PR på den distance og en tid sub 1.40! Og det er altså nemmest hvis mængden af generende spæk på kroppen er minimeret mest muligt!

IMG_3099

Blå himmel ved Nørhollmsvej

Min mountainbike, som er af både tvivlsom oprindelse og i temmelig dårlig stand, har de sidste uger også fået sin anden ungdom. Jeg cykler til og fra arbejde mit arbejde i Gistrup og det bliver til cirka 25 km hver dag. Et par dage har jeg taget omvej hjemad for at få nogle ekstra kilometer på. Så går turen omkring Nøvling, Ferslev, Dall og igennem Skalborg og Hasseris og til sidst langs fjorden inden jeg ender i Aalborg Vestby. Jeg tog mig selv i at føle mig hensat til min tid med cykling for næsten 20 år siden. Pludselig kørte jeg på en gammel rute den anden dag, som jeg ofte cyklede på dengang. Dengang var det ikke på en kedelig og smårusten mountainbike, men på en fantastisk flot, blå Colnago. I mine øjne det eneste, rigtige mærke dengang. Alt andet var sekundært! Der fandtes også kun en rigtig cykelrytter og det var Rolf Sørensen.

Min kærlighed til cykelsporten går mange år tilbage og mit første rigtige minde var da jeg stod med min far på Skalborg Bakke en sensommerdag i 1985 og ventede på at feltet i Danmark Rundt kom forbi. Jeg kan ikke huske at have set rytterne og selvom den tids store stjerne Moreno Argentin var med i feltet kan jeg kun huske, at Kim Andersen var med og at det var grunden til vi stod der. Så kom Rolf! Når jeg cyklede var jeg Rolf Sørensen. Jeg var altid i udbrud og vandt altid smukke sejre og dramatiske sejre. Jeg har kørt hundredevis af sejre hjem som Rolf Sørensen i de små byer udenfor Aalborg og imens jeg cyklede kommenterede jeg løber inde i hovedet – altid med samme smukhed som Jørgen Leth. Rolf var alt det jeg gerne ville være… Selvsikker, succesfuld, en smule arrogant og en kæmpe stjerne! Det var ikke de ting, der prægede mine teenageår, men når jeg sad alene i vinden på min Colnago racer var jeg præcist de ting! Følelsen af at sidde på de samme veje forleden dag på cykel efter næsten 20 års fravær var meget speciel og jeg sendte en lille tanke til Rolf, som for længst er pensioneret! Jeg undlod dog at kommentere cykelturen i mit hoved, men ved ikke om jeg begynder igen, hvis pausen fra løb bliver alt for lang. Indtil videre er mine cykelture kun for at bevare min form og kondition og hjælpe mit vægttab på vej. Når benene igen er fit for fight bliver skoene snøret og vejene i 9000 igen løbet tynde – for løb er det jeg brænder for og der jeg føler mig hjemme!

/Thomas

4 thoughts on “Lidt om rastløshed, rødbeder og Rolf Sørensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *