En løbers bekendelser

“Regnen siler nu trøsteløst ned over 10000 løbere! Egentlig byder jeg det velkommen for selvom det ikke er varmt idag, er det alligevel rart at blive kølet ned. Erkendelsen har lige ramt mig selvom jeg stadig mangler næsten 3 kilometer: Du er ved at gennemføre et marathonløb! Da vi løber igennem pladsen foran Christianborg er en løber ved siden af mig ved at besvime at udmattelse. Nogle tilskuere springer til og hjælper hende! Jeg fæstner blikket på vejen foran mig og forsøger at holde fokus selvom hovedet er ved at eksplodere at tanker lige nu. Da vi drejer ud på H.C. Andersens Boulevard står Henrik lige pludselig og hepper og råber! Han klapper mig på skulderen og løber med 100 meter og jeg får de sidste tilråb inden turen går over Langebro. Følelsen her er helt vanvittig. Som løber skærer man sig igennem tilskuerne, der trodser vejret og hepper os frem. Vi løber så tæt, at jeg flere gange strejfer tilskuere efterhånden som menneskemasserne åbner sig op for os! Da vi løber ned under Langebro og ind på opløbet er larmen øredøvende! Jeg får en kæmpe klump i halsen og mærker en par tårer i øjnene! Du gjorde det, du gjorde det fandme!!! Det føles uvirkeligt og jeg er så fantastisk stolt! Pludselig er jeg i mål. Jeg stopper mit ur og ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv! Men jeg ved instinktivt med mig selv, at det her skal jeg gøre igen!”

Jeg elsker at løbe! Jeg elsker at snakke om løb, høre andre fortælle om løb, se andre løbe og alt andet der har relation til løb! Men mest af alt elsker jeg den følelse jeg får i hele kroppen når jeg løber! Følelsen af, at være et helt rigtigt sted lige i det øjeblik! Følelsen af, at benene næsten kan føles adskilt fra resten af kroppen og at de lever deres eget liv! Følelsen af, at forsvinde ind i en parallel verden, hvor tidsfornemmelsen ophæves og den ene kilometer efter den anden bare forsvinder uden at jeg ænser det! Men inden det hele lyder alt for rosenrødt og eventyragtigt, så er der også lige de ture, hvor lysten ikke rigtig er til at få øje på, hvor benene føles tunge og jeg bare har lyst til at springe over og indtage sofaen! Men selv der elsker jeg stadig løb – for selvom jeg vedkender mig min egen menneskelighed og bekender, at jeg ikke altid har lyst til at trække i løbetøjet, når regnen pisker mod ruden, så kommer jeg afsted. Måske ikke drevet af lysten, men derimod af en vilje, som er stærk nok til at overvinde de negative tanker! For jeg har et mål med mit løb samtidig med at løbet i sig selv er et mål! Følelsen imens jeg løber er bestemt et mål i sig selv at stræbe efter men derudover vil jeg gerne blive bedre og udvikle mig som løber. Hele tiden gå på opdagelse i forhold til hvor ens fysiske og mentale grænser ligger og erkende, at de ligger længere væk end jeg hele tiden har troet!

For jeg er ikke noget fysisk unikum, hvis skæbne altid har været at træde sålerne ud af et par løbesko – tværtimod! Jeg har dyrket forskellige former for motion i perioder af mit liv men også haft mange år, hvor inaktivitet, dovenskab, manglende viljestyrke og karakter, overvægt og dårlig kondition var præmisser i mit liv. Jeg har cyklet meget i mine teenage-år, kørt lange motionscykelløb og var stolt af disse præstationer. Jeg var dog ikke specielt viljefast i forhold til hverken min træning eller min kost. Jeg kunne ikke fordrage at løbe og havde kun foragt til overs for folk, der iførte sig lange knæstrømper og blæste rundt i hele Aalborg! Nu gør jeg det selv! Verden er ikke uden ironi 😃. Jeg startede med at løbe “seriøst” for 2 år siden. Jeg løb 5 km, var ved at dø både under og efter men havde trods alt en tro på at jeg kunne træne mig op til at præstere nogenlunde fornuftigt på denne distance! At løbe længere var stadig en urealistisk tanke. Løb for mig var på det tidspunkt ikke en nydelse men noget der skulle overståes fordi jeg trods alt havde nået en erkendelse af, at det var nødvendigt for mig at dyrke motion og tabe mig. Sådan gik det en måneds tid. Den ene dag gik det godt, den anden mindre godt men afsted kom jeg. Og det gik også fremad. Pludselig kunne jeg løbe 10 km uden at dø og jeg opdagede til min forbavselse, at det utænkelige var ved at ske: Jeg syntes faktisk det begyndte at blive sjovt og tanken om måske at prøve at løbe en 1/2 marathon begyndte at spøge i hovedet! 5 måneder efter min første løbetur løb jeg mit første 1/2 marathon. Ikke som et løb men bare en træningstur, for jeg kunne dog ikke forestille mig at betale penge for at løbe så langt! Men alle ens fordomme står heldigvis for fald i livet for 2 måneder senere besluttede jeg mig for at løbe Copenhagen Marathon 2014! Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt det var en realistisk beslutning så derfor besluttede jeg mig for at sige den højt til alle! På den måde var der ikke mulighed for at droppe målet i stilhed, hvis jeg fik kolde fødder! Nu vidste alle det! Nu var der ingen vej tilbage! Heldigvis!

For to uger siden gennemførte jeg Copenhagen Marathon for 2. gang og mit 3. marathon i alt. Jeg kan ikke længere forestille mig ikke at skulle løbe! Eller ikke at skulle løbe marathon! Jeg elsker alt ved det! Træningen i processen op til selve løbet. At arbejde struktureret og metodisk frem mod et konkret mål! Mærke spændingen stige jo tættere på målet jeg kommer! Mærke usikkerheden og rastløsheden komme snigende i dagene op til løbet! Tvivlen på mine forberedelser som er en endegyldig del af mig og er med til at skærpe min koncentration og mit fokus på selve dagen! Følelsen, når jeg står på stregen og tripper for at komme igang! Den mentale kamp undervejs i løbet ift. at bevare fokus og bare lande i den positive zone og blive der trods smerter og udmattelse! Den ubeskrivelige følelse det er, at krydse stegen og stoppe sit ur og føle sig usårlig og uovervindelig! Brøle sin glæde ud! Ikke fordi jeg har løbet et marathon for ret beset er det jo ikke nogen ekstraordinær præstation. Der findes millioner af mennesker verden over, der løber denne distance og enddog meget længere. Følelsen kommer som følge af kulminationen på måneders forberedelser og træning og at det lykkedes at indfri ens eget mål! Jeg tror, at der findes uendeligt mange måder at opnå denne følelse på uden at det behøver at involvere løb på marathon-distancen! Det er min drug, min afhængighed! Jeg håber, at alle oplever den følelse i deres liv ved at gøre det de elsker! Og jeg elsker at løb!

Copenhagen Marathon 2015

Derfor vil jeg også gerne blive bedre til at løbe! Udvikle mig som løber! Pt. er mit mål ganske langsigtet. Jeg skal ikke løbe marathon før i 2016. Her er planen 2-3 løb på denne distance men inden det går løs, er der nogle faktorer i mit liv, som jeg gerne vil ændre på for at kunne nå de mål som indtil videre er i mit hoved men som også bliver sagt højt på et tidspunkt! Så er der nemlig ingen vej tilbage! En sidegevinst at mit løb har været at jeg indtil videre har tabt mig 20 kilo. Det er jeg glad for og stolt af, men planen har aldrig været at det skulle stoppe her. Derfor skal jeg smide 10 kilo mere inden jeg står klar på startstregen til mit næste marathon-løb næste forår! Både fordi det vil gavne mit krop og min sundhed men også fordi det vil gøre mig til en hurtigere løber og en lettere løber ift. belastning på kroppen! Jeg læste på JulieCarl.dk at for hvert kilo man smider som løber kan man forvente at få en gratis tidsgevinst på 2-3 sek/km. Dette faktum er i sig selv motivation nok! Målet er at blive en bedre løber og med ordene fra Hasse, så “koster det at være den bedste version af sig selv!”

Dermed er rammen også sat for, hvad denne blog vil omhandle! Mit liv som løber, min kamp mod at blive en bedre løber, min kamp mod at skabe de optimale vilkår for at nå mine mål. Min rejse mod at blive den bedste version af mig selv! Det vil omhandle kost, træning, tanker om løb, andres perspektiver om løb, udstyr og meget andet. Jeg håber at I vil følge med på denne rejse,malm tager udgangspunkt i mit personlige mantra om min tilgang til mit løb: “I don’t train, I don’t race…. I RUN!” /Thomas

2 thoughts on “En løbers bekendelser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *