Stjerner på himlen, kap. 11

Aalborg, d. 17. April 2020

Jeg sætter mig op i sengen og kan se himlen begynde at blive lyseblå henover de røde hustage imens at lygtepælen, der har lyst dette værelse op i mørket i mere end syv år, kaster nogle glimt af lys ind igennem vinduet. Der er stadig stille i lejligheden. Min lille datter og hendes mor sover stadig. Jeg går forsigtigt hen over det nøgne trægulv, der føles koldt mod mine fødder. Jeg ved ikke hvor mange skridt jeg har gået i bare tæer henover det her trægulv i løbet af de syv år, hvor jeg har boet her. Og egentlig er antallet jo ikke særlig vigtigt. Det er jo bare en detalje. Til gengæld mærkes det uendeligt velkendt mod mine fødder. Jeg kan gå igennem lejligheden i buldrende mørke. Jeg ved hvilke gulvbrædder, der knirker og hvilke, der lydløst bærer min vægt.

Aalborg, d. 18. December 2019

Det her er historien om fire forskellige mennesker. Det er historien om Krigeren, Modellen, Danmarksmesteren og Englænderen. Læs Videre

Aalborg, d. 10. December 2019

Der er en vej ud af alting. Men sjældent en tilbage. De sidste måneder har været en form for konstant ventetid. Det er blevet en tilstand i mit liv at vente. Vente på noget. Vente på nogen. Jeg er ikke specielt tålmodig og derfor er netop det at vente ikke noget, der falder mig specielt naturligt. Det er ikke nemt, synes jeg. Jeg bliver rastløs. Tiden går for langsomt. Det er i sig selv en underlig følelse, for tiden går jo med den hastighed, som den altid har gjort. Alligevel kan jeg sidde med følelsen af at tiden bevidst vælger at gå langsommere for at irritere mig. Og nogle gange lykkes det. Omvendt er det jo nok med at vente, som det er med at løbe eller en hvilken som helst anden handling, jeg gør tilpas mange gange, nemlig at det ender ud i nogle indre tanker og betragtninger omkring denne handling. Og al den sorgløse, men ulidelige ventetid, fremtvinger jo helt automatisk en masse refleksioner i mig.  Læs Videre

Aalborg, d. 3. November 2019

Den dag min mormor døde, vandt Rolf Sørensen en etape i Tour de France. Den lørdag eftermiddag i juli, hvor min mormor trak vejret ned i sine lunger og åndede ud for sidste gang, satte Rolf Sørensen konkurrenterne i udbruddet på den lille, men stejle stigning op til Super Besse og kunne række armene mod himlen og juble over sejren. Så stod vi der i stuen hos min moster, der bor i samme by, som min mormor gjorde og tænkte “nå, det var da fandens – og så lige idag”. Der er langt fra Overlade til det centrale massiv i Frankrig, men når vi snakker om den dag min mormor døde, siger vi altid, at “det var den dag Rolf vandt i Touren”. Læs Videre

Aalborg, d. 26. Oktober 2019

Det er morgen. Jeg er alene hjemme. Det er ikke slemt at være alene hjemme. Det kan jeg faktisk godt lide. Jeg kan jo nok bedst lide det, fordi jeg også ved, at jeg ikke skal være alene for altid. Det skal jeg ikke. Derfor kan jeg godt lide at være alene engang imellem. Jeg er ikke bange for at være alene. Og alene er ikke det samme som at være ensom. Jeg har været bange for at blive ensom. Da jeg som seksogtrediveårig skulle bo alene for første gang i mit liv, var jeg bange for at folk forsvandt ud af mit liv og at jeg skulle blive ensom. Men selvom, at der naturligvis er mennesker, der ikke er tæt på mig, som de var engang, så er det vel egentlig bare en af livets cirkulære bevægelser. Og nye, fantastiske mennesker og venner er gået i kredsløb i mit liv og beriger det hver dag. Jeg blev aldrig ensom. Læs Videre

Skagen, d. 5. Oktober 2019

Jeg går igennem Skagen. Efterårssolen hænger lige præcis så lavt, som den altid gør og kaster det smukkeste lys op ad de gule husfacader. Jeg går på fortorvet. På vejen løber marathonløbere den sidste kilometer mod forløsningen. Jeg løber ikke. Jeg går. Jeg går langsomt. Mest fordi jeg stadig går af helvede til ovenpå den skade, der ramte mig i Berlin sidste weekend. Siden da har jeg ikke løbet en eneste meter. Ingen løb. Jeg har knap nok gået en meter. Det gør ondt at gå. Nogle gange gør det ondt at sidde stille.  Læs Videre

Aalborg, d. 1. oktober 2019

I går var der tre måneder til at min lille datter bliver født. Tre måneder. Det lyder både som lang tid og som kort tid. Det lyder som begge dele. Så måske er det sådan det er. I forgårs løb jeg et marathonløb i Berlin. Det tog næsten tre timer. Det lyder også både som lang tid og som kort tid og det er sikkert også begge dele. Jeg vil gerne fortælle om mit marathonløb, men jeg kan næsten ikke komme i tanke om noget, der vil være mere uinteressant end at genfortælle løbet i langtrukne betragtninger om min fart og minutiøse detaljer om hvor mange geler jeg spiste undervejs og andre kedelige ting, der næppe har nogen andens interesse end min egen. Og her to dage efter, har jeg endda selv temmelig svært ved at finde lysten til at beskæftige mig mere med løbet. Så det her må være de ting, som er vigtigst for mig at fortælle. Læs Videre

Berlin, d. 28. September 2019

Den stilhed, der eksisterer midt i larmen i Berlin, kan være svær at beskrive eller forklare. Klokken er lidt over syv. Jeg løber afsted fra vores hotel. Jeg skal ikke løbe langt. Det skal jeg i morgen. I morgen skal jeg løbe langt. Jeg skal løbe marathon i Berlin. Så idag skal jeg bare løbe en kort tur. Jeg har valgt min rute. Jeg kender ruten, så jeg behøver ikke orientere mig undervejs. Jeg føler, at jeg har løbet meget i Berlin. Det giver en følelse af genkendelighed, som jeg virkelig kan bruge til noget. Jeg føler mig hjemme, selvom jeg er langt hjemmefra.  Læs Videre