Stjerner på himlen, kap. 6

Aalborg, d. 17. oktober 2019

Natten er altid min værste fjende. Sådan føler jeg det. Det lyder lidt voldsomt og sådan kan det også føles, når jeg engang imellem ligger og kigger ud i mørket i soveværelset. Så kommer savnet og tankerne om min egen utilstrækkelighed. Tankerne vil ikke sove. De kan ikke finde ro. Hver gang jeg forsøger at slukke lyset i min hjerne, tænder de det igen. De kan være stille og fraværende hele dagen, men når mørket omslutter mig og der bliver stille, vækkes de igen. De roder voldsomt rundt og åbner alle de kasser, som jeg forestiller mig, der står på sirlige rækker på hylderne. De vender kassen med “Ting, Som Jeg Ville Ønske At Jeg Ikke Kunne Huske” på hovedet. De svæver omkring mig og de handler altid om det samme.  Læs Videre

Stjerner på himlen, kap. 5

Aalborg, d. 13. oktober 2019

Der findes elge i Sverige. Det ved jeg og jeg har engang set en elg deroppe. En elg i Sverige. Måske er det på nippet til en overdrivelse at fortælle at jeg så elgen? Jeg nåede egentlig kun at få et kort glimt af den, inden at den forsvandt ind bag fyretræerne i den svenske skov. Så jeg så den vel ikke rigtigt, for hvis man skal se tingene rigtige, kræver det jo, at man kan bruge sine øjne. Det var jeg ikke altid så god til engang. At bruge sine øjne til at opleve. For det første, så jeg ikke specielt godt og burde nok allerede have fået de briller, som nu er uundværlige for mig, men den beslutning havde jeg udsat med samme selvfølgelighed, som jeg gjorde med mange ting i mit liv på det tidspunkt. Derudover forudsætter det at kunne se og opleve med sine øjne, at man åbner dem helt op. Men jeg så dog skyggen af det store dyr, der flygtede fra den unødige opmærksomhed fra vores lille familie, der var taget til Sverige i efterårsferien.  Læs Videre

Stjerner på himlen, kap. 4

Skagen, d. 5. Oktober 2019

Jeg går igennem Skagen. Efterårssolen hænger lige præcis så lavt, som den altid gør og kaster det smukkeste lys op ad de gule husfacader. Jeg går på fortorvet. På vejen løber marathonløbere den sidste kilometer mod forløsningen. Jeg løber ikke. Jeg går. Jeg går langsomt. Mest fordi jeg stadig går af helvede til ovenpå den skade, der ramte mig i Berlin sidste weekend. Siden da har jeg ikke løbet en eneste meter. Ingen løb. Jeg har knap nok gået en meter. Det gør ondt at gå. Nogle gange gør det ondt at sidde stille.  Læs Videre

Stjerner på himlen, kap. 3

Aalborg, d. 1. oktober 2019

I går var der tre måneder til at min lille datter bliver født. Tre måneder. Det lyder både som lang tid og som kort tid. Det lyder som begge dele. Så måske er det sådan det er. I forgårs løb jeg et marathonløb i Berlin. Det tog næsten tre timer. Det lyder også både som lang tid og som kort tid og det er sikkert også begge dele. Jeg vil gerne fortælle om mit marathonløb, men jeg kan næsten ikke komme i tanke om noget, der vil være mere uinteressant end at genfortælle løbet i langtrukne betragtninger om min fart og minutiøse detaljer om hvor mange geler jeg spiste undervejs og andre kedelige ting, der næppe har nogen andens interesse end min egen. Og her to dage efter, har jeg endda selv temmelig svært ved at finde lysten til at beskæftige mig mere med løbet. Så det her må være de ting, som er vigtigst for mig at fortælle. Læs Videre

Stjerner på himlen, kap. 2

Berlin, d. 28. September 2019

Den stilhed, der eksisterer midt i larmen i Berlin, kan være svær at beskrive eller forklare. Klokken er lidt over syv. Jeg løber afsted fra vores hotel. Jeg skal ikke løbe langt. Det skal jeg i morgen. I morgen skal jeg løbe langt. Jeg skal løbe marathon i Berlin. Så idag skal jeg bare løbe en kort tur. Jeg har valgt min rute. Jeg kender ruten, så jeg behøver ikke orientere mig undervejs. Jeg føler, at jeg har løbet meget i Berlin. Det giver en følelse af genkendelighed, som jeg virkelig kan bruge til noget. Jeg føler mig hjemme, selvom jeg er langt hjemmefra.  Læs Videre

Stjerner på himlen, kap. 1

Aalborg, d. 23. September 2019

Jeg ligger og venter på at vækkeuret ringer. Jeg er vågnet tidligt. Det sker ofte, når jeg ved, at jeg skal tidligt op. Det skal jeg idag. Jeg skal møde på mit arbejde klokken halv syv. Det synes jeg er tidligt. Jeg ligger og forsøger at udnytte de sidste minutter i sengen bedst. Jeg ligger mig på siden og ligger mig ind til min lille datters mor Jeg tager min arm om hende og igennem dynen kan jeg mærke, hvordan maven efterhånden buler ud på hende. Der er otte og halvfems dage til hendes termin. Der er otteoghalvfems dage til, at jeg skal møde og se min lille datter.

Imens jeg ligger her i mørket, kommer jeg helt uvilkårligt til at tænke på min store datter. De hænger næsten altid sammen i tankerne. Min store datter og min lille datter. Kærligheden og savnet til min store datter og forventningen og den udefinerbare form for kærlighed, som man kan føle til et ufødt barn og som fylder mig, når jeg tænker på min lille datter. Jeg tænker på den begge to.  Læs Videre

Lidt om Berlin Marathon 2018

“Vi står midt på den store boulevard i Berlin. Vi står ikke stille for at nyde udsigten eller tage øjeblikket ind. Vi står stille fordi at al bevægelse er en umulighed i netop dette sekund. Jeg tager fat om Daniellas arm, da hendes ben er ved at forsvinde en smule under hende. En kvindelig løbsofficial kommer hen til os med et bekymret udtryk. “It’s okay”, siger jeg til hende. “She’s fine!”. Hun er OK.  Vi står lige der. Helt stille i en strøm af løbere, der bevæger sig forbi os på alle sider. Så begynder tilskuerne at heppe på hende. Tilråb på tysk og engelsk stiger i styrke. “Kom nu”, siger jeg til hende. “Hør lige – de råber dit navn!”. “Nu skal vi i mål og om lidt er det hele overstået”. Hun græder, men hun får ro på sin vejrtrækning. Vi sætter igen i bevægelse. Vi løber. Jeg må tage hende i hånden og hun holder hårdt fast i den. Vi løber ad Unter den Linden. Larmen fra tilskuerne er øredøvende. Det ene ben foran det andet. Jeg forsøger at tage dette øjeblik ind. De sidste 500 meter af Berlin Marathon. Den store byport rejser sig foran os. Vi løber igennem Brandenburger Tor. Jeg kigger op. Jeg ved, at jeg aldrig helt vil kunne holde fast i dette øjeblik i min hukommelse og genkalde det på samme måde, som jeg oplever det, men lige nu vil jeg bare være åben for alle indtryk. Vi løber igennem og længere fremme kan vi se målportalen. Hundrede meter tilbage. “Du gør det!”, siger jeg. “Om lidt er det hele overstået”. Hun bider tænderne sammen. Halvtreds meter tilbage. Jeg slipper hendes hånd og giver hende et forsigtigt skub frem. Hun skal løbe først i mål. Hun vælter ind over målstregen. Jeg stopper mit ur og må i samme sekund tage om hende, så hun ikke vælter. Det er overstået” Læs Videre

Lidt om at blive helt ægte glad

“En søndag i Hamburg står jeg i målområdet og venter på hende. Jeg spejder ud over strømmen af løbere, der med trætte og fjerne blikke får en medalje hængt om halsen af de flinkere hjælpere, der siger “gratulieren” inden de hænger den næste medalje om halsen på den næste løber. Jeg forsøger at skille mængden af med mine øjne og finde den blå singlet fra Sparta blandt disse hundredevis af maraton-løbere. Jeg får først øje på Jacobs sorte kastet, der kækt sidder omvendt. Så får jeg øje på hende ved siden af. Jeg bliver glad over at se dem. De får øje på mig og jeg strækker måske mine arme i vejret. Jeg kan ikke helt huske det. Det er heller ikke så vigtigt. Jeg giver Jacob et kram og siger “stærkt løbet”. Så giver jeg Laura et kram og siger præcis det, som jeg har har vidst i månedsvis: “Du gjorde det! – Jeg vidste du kunne gøre det!”. Idag har jeg været så heldig at Laura har haft lyst til at fortælle hendes historie om Hamburg Maraton 2018 her på min blog. Derfor vil jeg nu give ordet til Laura – rigtig god fornøjelse!” Læs Videre

Lidt om Hamburg Marathon 2018

“Jeg sætter mig ned på den hvide skammel med læderbetræk, der står i hjørnet af hotelværelsets badeværelse. Jeg tager telefonen op til øret og lytter på, at den ringer et par gange inden den bliver taget. Så hører jeg en stemme i den anden ende af røret, der siger “hej” og øjeblikket efter kan jeg mærke gråden vælte op i mig og de første tårer løber ned af kinderne på mig. Jeg forsøger at fremstamme nogle sammenhængende ord. Det lykkes ikke og jeg ender med bare at give slip og lade følelserne tage over. Jeg sidder med en telefon i hånden og græder. Jeg græder af lettelse og mest af alt så græder jeg nok bare af glæde. Jeg græder af glæde over mit marathon. Det er måneders forventning og spænding, der forløses på en gang og det lader sig ikke kontrollere. Det skal heller ikke kontrolleres. Det lykkes mig aldrig at fremstammende en eneste sammenhængende sætning i telefon-samtalen med Lea. Jeg græder bare af glæde og forløsning og lige i det øjeblik giver jeg bare slip”

Læs Videre

Lidt om at danse og at løbe

“Jeg kan godt lide tanken om at kunne danse. Jeg er ikke god til at danse. Jeg ville gerne være god til at danse, men jeg kan ikke finde ud af det. Jeg kan godt finde og lytte til rytmen i musikken. Men jeg kan ikke bevæge min krop på samme rytmiske måde. Jeg er ikke god til at danse, men jeg kan godt lide tanken. Jeg ville gerne være god til at danse. Det skal ikke være dans, som bliver et absurd og karikeret skuespil i et opskruet tempo. Jeg synes at de forskellige standarddanse er kedelige og en smule snobbede og jeg synes at jitterbug og swing-dans er dumt og provinsielt og en smule overfladisk. Jeg kan godt lide tanken om at danse, men der skal være noget på spil. Det skal betyde noget at danse. Det skal ikke bare være en fysisk akt, som man udfører for aktens skyld. Sådan er det også med at løbe. Dansen skal betyde noget. Der skal være noget på spil. Der skal være mulighed for at miste noget og mulighed for at vinde noget. Dansen skal være et symbol på en følelsesmæssig tiltrækning imellem to mennesker. Derfor skal man ikke danse med stor afstand til hinanden og med alle mulige kedelige og ligegyldige kast og piroutter. Man skal danse tæt. Helt tæt. Man skal danse kolé-kolé, som de siger i Caribien. “Klistre-klistre”. Dansen skal være symbolet på forførelsen og nydelsen. Nærmest som et stående samleje. Det skal betyde noget. Det skal betyde noget at danse. Men jeg kan ikke danse. Det kan jeg altså ikke.” Læs Videre