“Vi står midt på den store boulevard i Berlin. Vi står ikke stille for at nyde udsigten eller tage øjeblikket ind. Vi står stille fordi at al bevægelse er en umulighed i netop dette sekund. Jeg tager fat om Daniellas arm, da hendes ben er ved at forsvinde en smule under hende. En kvindelig løbsofficial kommer hen til os med et bekymret udtryk. “It’s okay”, siger jeg til hende. “She’s fine!”. Hun er OK.  Vi står lige der. Helt stille i en strøm af løbere, der bevæger sig forbi os på alle sider. Så begynder tilskuerne at heppe på hende. Tilråb på tysk og engelsk stiger i styrke. “Kom nu”, siger jeg til hende. “Hør lige – de råber dit navn!”. “Nu skal vi i mål og om lidt er det hele overstået”. Hun græder, men hun får ro på sin vejrtrækning. Vi sætter igen i bevægelse. Vi løber. Jeg må tage hende i hånden og hun holder hårdt fast i den. Vi løber ad Unter den Linden. Larmen fra tilskuerne er øredøvende. Det ene ben foran det andet. Jeg forsøger at tage dette øjeblik ind. De sidste 500 meter af Berlin Marathon. Den store byport rejser sig foran os. Vi løber igennem Brandenburger Tor. Jeg kigger op. Jeg ved, at jeg aldrig helt vil kunne holde fast i dette øjeblik i min hukommelse og genkalde det på samme måde, som jeg oplever det, men lige nu vil jeg bare være åben for alle indtryk. Vi løber igennem og længere fremme kan vi se målportalen. Hundrede meter tilbage. “Du gør det!”, siger jeg. “Om lidt er det hele overstået”. Hun bider tænderne sammen. Halvtreds meter tilbage. Jeg slipper hendes hånd og giver hende et forsigtigt skub frem. Hun skal løbe først i mål. Hun vælter ind over målstregen. Jeg stopper mit ur og må i samme sekund tage om hende, så hun ikke vælter. Det er overstået” […]

“En søndag i Hamburg står jeg i målområdet og venter på hende. Jeg spejder ud over strømmen af løbere, der med trætte og fjerne blikke får en medalje hængt om halsen af de flinkere hjælpere, der siger “gratulieren” inden de hænger den næste medalje om halsen på den næste løber. Jeg forsøger at skille mængden af med mine øjne og finde den blå singlet fra Sparta blandt disse hundredevis af maraton-løbere. Jeg får først øje på Jacobs sorte kastet, der kækt sidder omvendt. Så får jeg øje på hende ved siden af. Jeg bliver glad over at se dem. De får øje på mig og jeg strækker måske mine arme i vejret. Jeg kan ikke helt huske det. Det er heller ikke så vigtigt. Jeg giver Jacob et kram og siger “stærkt løbet”. Så giver jeg Laura et kram og siger præcis det, som jeg har har vidst i månedsvis: “Du gjorde det! – Jeg vidste du kunne gøre det!”. Idag har jeg været så heldig at Laura har haft lyst til at fortælle hendes historie om Hamburg Maraton 2018 her på min blog. Derfor vil jeg nu give ordet til Laura – rigtig god fornøjelse!” […]

“Jeg sætter mig ned på den hvide skammel med læderbetræk, der står i hjørnet af hotelværelsets badeværelse. Jeg tager telefonen op til øret og lytter på, at den ringer et par gange inden den bliver taget. Så hører jeg en stemme i den anden ende af røret, der siger “hej” og øjeblikket efter kan jeg mærke gråden vælte op i mig og de første tårer løber ned af kinderne på mig. Jeg forsøger at fremstamme nogle sammenhængende ord. Det lykkes ikke og jeg ender med bare at give slip og lade følelserne tage over. Jeg sidder med en telefon i hånden og græder. Jeg græder af lettelse og mest af alt så græder jeg nok bare af glæde. Jeg græder af glæde over mit marathon. Det er måneders forventning og spænding, der forløses på en gang og det lader sig ikke kontrollere. Det skal heller ikke kontrolleres. Det lykkes mig aldrig at fremstammende en eneste sammenhængende sætning i telefon-samtalen med Lea. Jeg græder bare af glæde og forløsning og lige i det øjeblik giver jeg bare slip”

[…]

“Jeg kan godt lide tanken om at kunne danse. Jeg er ikke god til at danse. Jeg ville gerne være god til at danse, men jeg kan ikke finde ud af det. Jeg kan godt finde og lytte til rytmen i musikken. Men jeg kan ikke bevæge min krop på samme rytmiske måde. Jeg er ikke god til at danse, men jeg kan godt lide tanken. Jeg ville gerne være god til at danse. Det skal ikke være dans, som bliver et absurd og karikeret skuespil i et opskruet tempo. Jeg synes at de forskellige standarddanse er kedelige og en smule snobbede og jeg synes at jitterbug og swing-dans er dumt og provinsielt og en smule overfladisk. Jeg kan godt lide tanken om at danse, men der skal være noget på spil. Det skal betyde noget at danse. Det skal ikke bare være en fysisk akt, som man udfører for aktens skyld. Sådan er det også med at løbe. Dansen skal betyde noget. Der skal være noget på spil. Der skal være mulighed for at miste noget og mulighed for at vinde noget. Dansen skal være et symbol på en følelsesmæssig tiltrækning imellem to mennesker. Derfor skal man ikke danse med stor afstand til hinanden og med alle mulige kedelige og ligegyldige kast og piroutter. Man skal danse tæt. Helt tæt. Man skal danse kolé-kolé, som de siger i Caribien. “Klistre-klistre”. Dansen skal være symbolet på forførelsen og nydelsen. Nærmest som et stående samleje. Det skal betyde noget. Det skal betyde noget at danse. Men jeg kan ikke danse. Det kan jeg altså ikke.” […]

“Da lyset fra de sidste nytårsraketter slukkedes på himlen over Strandby i Nordjylland og igen efterlod nattehimlen sort og stjerneløs, sad jeg på kanten af en seng. Mine bare fødder kunne mærke det kølige trægulv og jeg krummede tæerne op under mine fødder et par gange. Det var som om jeg lige skulle tage tilløb til at ligge mig ned, selvom jeg var udmattet af træthed og havde været det længe. Igennem dør-sprækken ind til stuen kunne jeg skimte resterne af nogle guirlander, der lå lidt malplaceret og glemte på sofabordet. De mindede om en aften og nat, hvor det nye års indtræden var blevet fejret, men også en dag, hvor jeg var blevet fejret. Som jeg sad der på kanten af sengen var min fødselsdag for længst overstået og jeg var nu blot en mand på 40 år, der ikke var vant til at være sent oppe. Fyrre år. I månederne op til min fødselsdag havde mange spurgt mig, hvordan jeg havde det med at runde denne alder. Jeg svarede hver gang det samme og det, som jeg anså for at være et ærligt og sandfærdigt svar. Jeg havde det fint med at fylde fyrre år og ikke længere være en mand i 30’erne. Og jeg mente det. Jeg havde det fint med det. Selvfølgelig har jeg ved flere lejligheder  spekuleret på om der blot var tale om at jeg ubevidst fortrængte en snigende alders-relateret depression, men nåede hver gang frem til den konklusion, at det faktisk ikke betød så meget for mig om jeg var 39 år eller 40 år. Uanset hvad var og er jeg nu en mand i 40’erne. Jeg er en mand på 40 år, der drømmer om at flyve og drømmer om et marathon.”

[…]

“Jeg fandt aldrig skiltet, der markerer den 14. kilometer i Copenhagen Half 2017. Det irriterede mig ganske meget undervejs i løbet. Jeg løb og ventede på det skilt, der ville betyde, at jeg kunne fortsætte min indre nedtælling af antallet af kilometer til mål. Men det kom aldrig. Eller sagt på en anden måde. Jeg så det bare ikke. Jeg er sikkert løbet lige forbi det uden at ænse det overhovedet, men det betød at det, som jeg troede var den trettende kilometer blev ufattelig lang. Den føltes nærmest uendeligt på et tidspunkt i løbet, hvor jeg havde brug for at kilometerne bare forsvandt hurtigt efter hinanden. Bagefter er det jo bare en sjov detalje, som jeg sikkert vil have glemt om ganske kort tid, men da jeg løb i den indre by i København, havde jeg mere end noget andet brug for en ydre bekræftelse på, at jeg flyttede mig fremad og at den smerte og udmattelse, som jeg mærkede i min krop ikke var spildt. Men jeg flyttede mig. Jeg var i bevægelse. I søndags løb jeg 21, 097 kilometer i dette års Copenhagen Half og jeg nedbrød alle mine hidtidige forestillinger om, hvad jeg er i stand til at præstere som løber. Dette er mine ord om dette løb på en søndag i København.” […]

“Regnen skaber små vandpytter på grusstierne, men der er stadig masser af liv langs søen. Hele tiden passerer vi andre løbere, der lige som os løber de 8 kilometer, der er rundt om Aussenalster. Jeg stopper op og vi står og kigger ud over den store sø midt i Hamburg. Lidt længere væk tårner det ikoniske TV-tårn sig op imellem hoteller og kontor-bygninger. Vi står lige der, hvor nostalgien fra 70’ernes Tyskland møder moderne bygninger med stål og glas-facader. Så løber vi videre. Overalt ser vi triatleter, der er ved at forberede sig til morgendagens Ironman-stævne. De ser tillukkede og koncentrerede ud. Det er som om, at deres kroppe er ved at sprænges af al den opbyggede spænding og nervøsitet. Imens de ser frem på dagen i morgen og forsøger at lave en plan i hovedet, ser jeg tilbage. Midt imellem alle disse spirende og fremadskuende jernmænd, kigger jeg tilbage på en dag, der var strippet for alt, hvad der kunne minde om triatlon, men blot handlede om noget så smukt og rent som løb. På stierne rammes jeg af små glimt fra den dag i april måned, hvor jeg løb Hamburg Marathon imellem 20.000 andre løbere og ramte en af de dage, som man drømmer om. Jeg kan mærke det, som jeg egentlig godt viste i forvejen, komme snigende. Jeg skal tilbage hertil. Jeg skal tilbage til Hamburg som løber.” […]

“Jeg er forelsket i skylinen i Aalborg. Du får ikke smukkere panorama i Danmark, end når du kommer op af Limfjordstunnellen og kigger ud over Rørdal. Der er fabrikker, motorveje og højspændingsledninger. Det er blottet for romantik – og det kan jeg godt lide. Jeg vil ikke have idyl i byen. Hvis jeg ville have idyl, kan jeg tage til Norditalien eller til Himalaya. Aalborg er måske også det eneste sted, hvor man kunne finde på at lægge et kraftvarmeværk midt i byen. Men jeg kan godt lide det. Så kan man stå og kigge og tænke: “Se, der fik vi vores varme fra”. Aalborg er klassens frække dreng. Det er byen uden tandbøjle på. Den er udsøgt og kategorisk hæslig. Aalborg er en æstetisk hyldest til grimheden.” […]

“Livet er bedre i løbesko. Løb er den første ting i mit liv, hvor jeg følte, at her var noget, jeg var god til. Ikke subelite-god, men bedre end folk, der ikke løber. Det gør indtryk på folk, at jeg løber og løber langt. De rosende ord betyder alverden. De giver mig en stolthed og tillid til egne evner – både som menneske og som løber. Den følelsen har jeg ikke haft før. Det motiverer mig og betyder, at jeg vil være vedholdende omkring løb. Derfor bliver jeg ved. Derfor løber jeg!” […]