“Jeg kan godt lide tanken om at kunne danse. Jeg er ikke god til at danse. Jeg ville gerne være god til at danse, men jeg kan ikke finde ud af det. Jeg kan godt finde og lytte til rytmen i musikken. Men jeg kan ikke bevæge min krop på samme rytmiske måde. Jeg er ikke god til at danse, men jeg kan godt lide tanken. Jeg ville gerne være god til at danse. Det skal ikke være dans, som bliver et absurd og karikeret skuespil i et opskruet tempo. Jeg synes at de forskellige standarddanse er kedelige og en smule snobbede og jeg synes at jitterbug og swing-dans er dumt og provinsielt og en smule overfladisk. Jeg kan godt lide tanken om at danse, men der skal være noget på spil. Det skal betyde noget at danse. Det skal ikke bare være en fysisk akt, som man udfører for aktens skyld. Sådan er det også med at løbe. Dansen skal betyde noget. Der skal være noget på spil. Der skal være mulighed for at miste noget og mulighed for at vinde noget. Dansen skal være et symbol på en følelsesmæssig tiltrækning imellem to mennesker. Derfor skal man ikke danse med stor afstand til hinanden og med alle mulige kedelige og ligegyldige kast og piroutter. Man skal danse tæt. Helt tæt. Man skal danse kolé-kolé, som de siger i Caribien. “Klistre-klistre”. Dansen skal være symbolet på forførelsen og nydelsen. Nærmest som et stående samleje. Det skal betyde noget. Det skal betyde noget at danse. Men jeg kan ikke danse. Det kan jeg altså ikke.” […]

“Da lyset fra de sidste nytårsraketter slukkedes på himlen over Strandby i Nordjylland og igen efterlod nattehimlen sort og stjerneløs, sad jeg på kanten af en seng. Mine bare fødder kunne mærke det kølige trægulv og jeg krummede tæerne op under mine fødder et par gange. Det var som om jeg lige skulle tage tilløb til at ligge mig ned, selvom jeg var udmattet af træthed og havde været det længe. Igennem dør-sprækken ind til stuen kunne jeg skimte resterne af nogle guirlander, der lå lidt malplaceret og glemte på sofabordet. De mindede om en aften og nat, hvor det nye års indtræden var blevet fejret, men også en dag, hvor jeg var blevet fejret. Som jeg sad der på kanten af sengen var min fødselsdag for længst overstået og jeg var nu blot en mand på 40 år, der ikke var vant til at være sent oppe. Fyrre år. I månederne op til min fødselsdag havde mange spurgt mig, hvordan jeg havde det med at runde denne alder. Jeg svarede hver gang det samme og det, som jeg anså for at være et ærligt og sandfærdigt svar. Jeg havde det fint med at fylde fyrre år og ikke længere være en mand i 30’erne. Og jeg mente det. Jeg havde det fint med det. Selvfølgelig har jeg ved flere lejligheder  spekuleret på om der blot var tale om at jeg ubevidst fortrængte en snigende alders-relateret depression, men nåede hver gang frem til den konklusion, at det faktisk ikke betød så meget for mig om jeg var 39 år eller 40 år. Uanset hvad var og er jeg nu en mand i 40’erne. Jeg er en mand på 40 år, der drømmer om at flyve og drømmer om et marathon.”

[…]

“Jeg fandt aldrig skiltet, der markerer den 14. kilometer i Copenhagen Half 2017. Det irriterede mig ganske meget undervejs i løbet. Jeg løb og ventede på det skilt, der ville betyde, at jeg kunne fortsætte min indre nedtælling af antallet af kilometer til mål. Men det kom aldrig. Eller sagt på en anden måde. Jeg så det bare ikke. Jeg er sikkert løbet lige forbi det uden at ænse det overhovedet, men det betød at det, som jeg troede var den trettende kilometer blev ufattelig lang. Den føltes nærmest uendeligt på et tidspunkt i løbet, hvor jeg havde brug for at kilometerne bare forsvandt hurtigt efter hinanden. Bagefter er det jo bare en sjov detalje, som jeg sikkert vil have glemt om ganske kort tid, men da jeg løb i den indre by i København, havde jeg mere end noget andet brug for en ydre bekræftelse på, at jeg flyttede mig fremad og at den smerte og udmattelse, som jeg mærkede i min krop ikke var spildt. Men jeg flyttede mig. Jeg var i bevægelse. I søndags løb jeg 21, 097 kilometer i dette års Copenhagen Half og jeg nedbrød alle mine hidtidige forestillinger om, hvad jeg er i stand til at præstere som løber. Dette er mine ord om dette løb på en søndag i København.” […]

“Regnen skaber små vandpytter på grusstierne, men der er stadig masser af liv langs søen. Hele tiden passerer vi andre løbere, der lige som os løber de 8 kilometer, der er rundt om Aussenalster. Jeg stopper op og vi står og kigger ud over den store sø midt i Hamburg. Lidt længere væk tårner det ikoniske TV-tårn sig op imellem hoteller og kontor-bygninger. Vi står lige der, hvor nostalgien fra 70’ernes Tyskland møder moderne bygninger med stål og glas-facader. Så løber vi videre. Overalt ser vi triatleter, der er ved at forberede sig til morgendagens Ironman-stævne. De ser tillukkede og koncentrerede ud. Det er som om, at deres kroppe er ved at sprænges af al den opbyggede spænding og nervøsitet. Imens de ser frem på dagen i morgen og forsøger at lave en plan i hovedet, ser jeg tilbage. Midt imellem alle disse spirende og fremadskuende jernmænd, kigger jeg tilbage på en dag, der var strippet for alt, hvad der kunne minde om triatlon, men blot handlede om noget så smukt og rent som løb. På stierne rammes jeg af små glimt fra den dag i april måned, hvor jeg løb Hamburg Marathon imellem 20.000 andre løbere og ramte en af de dage, som man drømmer om. Jeg kan mærke det, som jeg egentlig godt viste i forvejen, komme snigende. Jeg skal tilbage hertil. Jeg skal tilbage til Hamburg som løber.” […]

“Jeg er forelsket i skylinen i Aalborg. Du får ikke smukkere panorama i Danmark, end når du kommer op af Limfjordstunnellen og kigger ud over Rørdal. Der er fabrikker, motorveje og højspændingsledninger. Det er blottet for romantik – og det kan jeg godt lide. Jeg vil ikke have idyl i byen. Hvis jeg ville have idyl, kan jeg tage til Norditalien eller til Himalaya. Aalborg er måske også det eneste sted, hvor man kunne finde på at lægge et kraftvarmeværk midt i byen. Men jeg kan godt lide det. Så kan man stå og kigge og tænke: “Se, der fik vi vores varme fra”. Aalborg er klassens frække dreng. Det er byen uden tandbøjle på. Den er udsøgt og kategorisk hæslig. Aalborg er en æstetisk hyldest til grimheden.” […]

“Livet er bedre i løbesko. Løb er den første ting i mit liv, hvor jeg følte, at her var noget, jeg var god til. Ikke subelite-god, men bedre end folk, der ikke løber. Det gør indtryk på folk, at jeg løber og løber langt. De rosende ord betyder alverden. De giver mig en stolthed og tillid til egne evner – både som menneske og som løber. Den følelsen har jeg ikke haft før. Det motiverer mig og betyder, at jeg vil være vedholdende omkring løb. Derfor bliver jeg ved. Derfor løber jeg!” […]

“Vi løber ud af skyggen og ud på Nørrebrogade. Vi løber forbi Assistens Kirkegården. Vi løber ned mod Dronning Louises Bro. Vi løber ned mod larmen. Vi løber ned mod kaos. Vi løber ned mod festen. Vi løber sammen. Vi løber! Jeg ligger lige bag Laura. Jeg løber op på siden af hende. Hun kigger på mig. Hun ser mig ind i øjnene. Hun siger “Vi løber op på den bro sammen”! Vi kan fornemme, hvad der venter os. Vi tager alle sammen hinanden i hænderne. Vi løfter dem op. Så løber vi ind i en mur af konfetti, røg og en øredøvende larm. I det øjeblik smelter det hele sammen. Vi er lige midt i det. Om lidt er vi forbi og på vej videre. Men lige nu er vi præcis, hvor vi skal være. Vi er midt på broen. Vi startede sammen og vi løb op på broen sammen. Vi gjorde det sammen!” […]

Regnen siler ned over Københavns gader og de tusindvis af løbere, der kæmper sig igennem det årlige Copenhagen Marathon ligesom jeg selv. Mine sko og strømper er våde og regndråberne løber ned af min arm. Jeg har løbet 37 kilometer. Selvom det ikke er varmt denne søndag i maj, er det alligevel rart at blive kølet ned efter at have løbet i mere end 3 timer. Da der mangler 3 kilometer rammer erkendelsen mig. “Du er ved at gennemføre et marathon-løb!”. Jeg ved nu og tror nu på, at jeg kommer til at gennemføre løbet. En tanke, der blot få år tidligere ville have været fuldkommen utænkelig. Vi krydser slotspladsen ved Christiansborg og løberen lige ved siden af mig begynder at vakle og er tæt på at besvime af udmattelse. Nogle tilskuere springer til og hjælper hende. Jeg forsøger at holde fokus på de sidste kilometer, selvom at mit hoved at ved at eksplodere af tanker lige nu. Nu mangler der en kilometer. Jeg løber op på Langebro. Følelsen her er helt vanvittig. Som løber skærer man sig igennem tilskuerne, der trodser vejret og hepper os frem. Vi løber så tæt, at jeg flere gange strejfer tilskuere efterhånden som menneskemasserne åbner sig op for os! Da vi løber ned under Langebro og ind på opløbet er larmen øredøvende! Jeg får en kæmpe klump i halsen og mærker tårerne i øjnene! “Du gjorde det, du gjorde det fandme!” Det føles uvirkeligt og jeg er så fantastisk stolt! Pludselig er jeg i mål. Jeg stopper mit ur og ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv! Men jeg ved instinktivt med mig selv, at det her skal jeg gøre igen!” […]

“Der findes mange sider af den samme oplevelse. Så mange, at det måske ikke giver mening at tale om den samme oplevelse. Måske er det forskellige oplevelser? Det, der kan virke som koncentration, kan måske også opfattes som indesluttethed. Minutiøse forberedelser, der kan tolkes som egoisme. Vi betragter de samme ting igennem forskellige prismer. For to uger siden løb jeg mit sjette marathon i Hamburg. Den historie har jeg allerede fortalt Jer – sådan som jeg oplevede den. Idag fortælles den samme historie med nye ord af en person, der oplevede de samme dage i den tyske by på en anden måde end mig selv. Idag fortæller Lea om, hvordan det er, at være en del af nogle dage, der udelukkende handler om mig og de sidste skridt frem mod mit løb. Her er hendes historie!” […]