Stjerner på himlen, kap. 11
Aalborg, d. 17. April 2020
Jeg sætter mig op i sengen og kan se himlen begynde at blive lyseblå henover de røde hustage imens at lygtepælen, der har lyst dette værelse op i mørket i mere end syv år, kaster nogle glimt af lys ind igennem vinduet. Der er stadig stille i lejligheden. Min lille datter og hendes mor sover stadig. Jeg går forsigtigt hen over det nøgne trægulv, der føles koldt mod mine fødder. Jeg ved ikke hvor mange skridt jeg har gået i bare tæer henover det her trægulv i løbet af de syv år, hvor jeg har boet her. Og egentlig er antallet jo ikke særlig vigtigt. Det er jo bare en detalje. Til gengæld mærkes det uendeligt velkendt mod mine fødder. Jeg kan gå igennem lejligheden i buldrende mørke. Jeg ved hvilke gulvbrædder, der knirker og hvilke, der lydløst bærer min vægt.